Du kan som brændstofoperatør, der er omfattet af CO2-kvoteordningen, her finde information omkring overvågning og CO2-udledning.

Der foreligger nu et samlet retsgrundlag under hvilket, brændstofoperatører kan påbegynde arbejdet med overvågningsplaner, ligesom værktøjer, vejledninger og evt. skabeloner er udarbejdet.

Energistyrelsen har som led i implementeringen afholdt workshops for de berørte brændstofoperatører. Materialet fra de afholdte workshops kan findes her.

Læs mere om EU-ETS-2 i kvotedirektivet 2023/87/EF, af særlig interesse er eksempelvis artikel 30a – 30k samt bilag III. MR-forordningen om reglerne for overvågning og rapportering for brændstofoperatørerne vil følge reglerne beskrevet i artiklerne 75a-75w med tilhørende bilag.

I kan også følge med på EU´s hjemmeside.

Er du stadig i tvivl om du er brændstofoperatør, eller mangler du adgang til EU Reporting Tool, skal du kontakte Energistyrelsen.

De nye brændstofoperatører (regulerede enheder) omfatter virksomheder eller personer, der udøver den i CO2-kvotehandelsdirektivets bilag III omhandlede aktivitet. Begrebet 'reguleret enhed' er uddybet i CO2-kvotedirektivet artikel 3 stk. ae.

Det betyder at hvis I har brændsel der overgår til forbrug, og brændslet  anvendes til forbrænding i bygningssektoren, til vejtransport og til andre sektorer er I omfattet af det nye ETS2.

Hvem er omfattet af EU-ETS2?

Ved at gennemgå nedenstående diagrammer og de tilhørende vejledningstekster bør I være i stand til at afgøre om I er omfattet af ETS2.

Diagram A – Punktafgift

Diagram A – Vejledning

Diagram E1 – Mobil forbrænding

Diagram E1 – Vejledning

Diagram E2 – Stationær forbrænding

Diagram E2 – Vejledning

Bygningssektoren omfatter kombineret kraftvarmeproduktion (kildekategorikode 1A1a ii) og varmeværker (kildekategorikode 1A1a iii), for så vidt de producerer varme til kommerciel/institutionel brug (kildekategorikode 1A4a) eller til beboelse (kildekategorikode 1A4b).

Vejtransport omfatter (kildekategorikode 1A3b), undtagen brug af landbrugskøretøjer på asfalterede veje.

Andre sektorer omfatter energiindustrier (kildekategorikode 1A1), undtagen de kategorier, der allerede er defineret under bygningssektoren, og fremstillings- og anlægsindustrier (kildekategorikode 1A2).

Se kildekategorierne

Brændsler omfatter alle energityper, bortset fra elektricitet og bæredygtig biomasse, der er angivet i Energibeskatningsdirektivet 2003/96/EF artikel 2 stk. 1 og tabel A og C, samt ethvert andet produkt, som er bestemt til anvendelse, udbydes til salg eller anvendes som motorbrændstof eller brændsel til opvarmning, jf. nævnte Energibeskatningsdirektivs artikel 2, stk. 3, herunder til elproduktion. Brændslerne er angivet med Kombinerede Nomenklatur (KN-koder), beskrivelsen af de enkelte koder kan findes i Kommissionens forordning 1549/2006. Men stort set alle typer af fossile brændsler er omfattet.

Overgang til forbrug er defineret i artikel 6, stk. 3, i punktafgiftsdirektivet (EU) 2020/262. En varer overgår eksempelvis til forbrug når den forlader afgiftssuspensionsordningen.

Det er vigtig at skabe et overblik over alle energityper der betales punktafgifter for, og til hvilket forbrug disse brændsler anvendes, inden der tages stilling til om brændstofoperatøren er omfattet af ETS2. I tvivlstilfælde vil det altid bero på en konkret vurdering foretaget af Energistyrelsen.

Se en uddybning af begreberne nedenfor:

CO2-kvotedirektivet 2003/87/EF

Energibeskatningsdirektiv 2003/96/EF

Punktafgiftsdirektivet 2020/262

Kombinerede nomenklatur 1549/2006

Brændstofoperatøren skal inden den 1. september 2024 indsende en overvågningsplan til godkendelse hos Energistyrelsen. Overvågningsplanen skal udarbejdes i EU Reporting Tool´s skabelon. Energistyrelsen giver dig adgang til EU Reporting Tool.

For fortsat at udøve de i bilag III omfattede aktiviteter, skal brændstofoperatøren være i besiddelse af en udledningstilladelse udstedt af Energistyrelsen senest den 1. januar 2025.

Operatøren skal indberette de historiske emissioner for 2024 til Energistyrelsen senest den 30. april 2025. Indberetningen skal ske i EU´s skabelon som endnu ikke er publiceret.

Herefter skal brændstofoperatøren for hvert kalenderår fra 2025 overvåge de emissioner, der svarer til den mængde brændstof, der er overgået til forbrug i henhold til bilag III. Operatørerne skal sikre at disse emissioner verificeres og indberettes til Energistyrelsen i det følgende år, begyndende i 2026.

Fra den 1. januar 2028 skal brændstofoperatøren senest den 31. maj hvert år returnere en mængde kvoter, svarende til den samlede verificerede emission.  Returneringen sker hos Erhvervsstyrelsen, der er ansvarlig for det danske kvoteregister.

Fra den 1. januar 2028 skal brændstofoperatøren desuden senest den 30. april hvert år indtil 2030 indberette den gennemsnitlige andel af omkostninger i forbindelse med returnering af kvoter, som den overvælter på forbrugerne i det foregående år.

Kontakt

Telefontider:
Man-ons 09:00-15:00
Tors-fre 09:00-12:00

Energistyrelsens EU-ETS-2 postkasse
Mail Icon