Støtte til elproduktion

Pristillæggets størrelse

Der findes forskellige typer pristillæg alt efter hvilken brændselstype, dit anlæg anvender. Anmodning om valg af pristillæg skal i visse tilfælde indgives inden nettilslutning af anlægget.

For elektricitet fremstillet på anlæg, som alene anvender gasser omfattet af § 43 a, stk. 1, ydes der et pristillæg, som fastsættes således, at dette og den efter § 51, stk. 2, nr. 1, fastsatte markedspris tilsammen udgør 79,3 øre pr. kWh jf. § 43 a, stk. 2.
For elektricitet, som er fremstillet ved anvendelse af gasser omfattet af § 43, stk. 1 sammen med andre brændsler, ydes et pristillæg på 43,1 øre pr. kWh for den andel af elektricitet, som er fremstillet ved biogas eller forgasningsgas fremstillet ved biomasse jf § 43 a, stk. 3.

Valg af pristillæg

Ejeren af et elproduktionsanlæg kan med virkning fra et årsskifte vælge at modtage pristillæg efter stk. 2 i stedet for stk. 1. Valget er bindende, indtil der med virkning fra et årsskifte igen kan vælges at modtage pristillæg efter stk. 1. Anmodningen om valg af pristillæg skal indgives inden den 1. oktober for at få virkning fra årsskiftet.

Elproducenter, som alene anvender biogas og forgasningsgas som brændsel, har således mulighed for at vælge at få samme pristillæg som elproducenter, der anvender disse gasser sammen med andre brændsler. Dette betyder, at elproducenten ikke længere får en fast afregning, men får et pristillæg i tillæg til markedsprisen.

I forbindelse med skift til pristillægsmodellen, skal elproducenten indgå aftale med en elleverandør og en balanceansvarlig aktør om håndtering af produktionen. En liste over godkendte balanceansvarlige aktører kan findes nedenfor. Efter indgåelse af aftale med de relevante aktører, skal der indmeldes leverandørskifte til Energinet. Det er leverandøren der skal indmelde skiftet via DataHub.

Der gøres opmærksom på, at valg af pristillæg i stedet for valg af fast afregning medfører, at produktionen ikke længere er aftagepligtig. Du kan læse mere om aftagepligten i VE-lovens § 52.

Liste over godkendte balanceansvarlige aktører

Liste over udvalgte elleverandører der håndterer små VE-anlæg

Lovbekendtgørelse

Yderligere pristillæg

Ud over det nævnte pristillæg ydes et pristillæg på 26 øre pr. kWh og et pristillæg på 10 øre pr. kWh til elektricitet fremstillet ved anvendelse af biogas eller forgasningsgas fremstillet ved biomasse.  Disse pristillæg er en omregning til øre pr. kWh produceret elektricitet af tilskuddet på 26 kr. pr. GJ biogas og tilskuddet på 10 kr. pr. GJ biogas eller forgasningsgas, som fremgår af den energipolitiske aftale af marts 2012, og som skal gælde for alle anvendelser af biogas.

Regulering af pristillæg

Summen af pristillæg og markedspris indeksreguleres den 1. januar hvert år fra 2013 på grundlag af 60 pct. af stigningerne i nettoprisindekset i det foregående kalenderår i forhold til 2007.

Reguleringen udregnes som 60 pct. af stigningerne i nettoprisindekset i det foregående kalenderår i forhold til 2007.

Det vil i praksis sige, at basispristillægget for anlæg, der er helt eller delvist fyrede med biogas, vil stige årligt.

Generelt ser regnestykket således ud:

1 + 60 pct. af (nettoprisindeks 2008- nettoprisindeks 2007)/nettoprisindeks 2007
Du kan finde mere information om nettoprisindekset på Danmarks Statistiks hjemmeside.
Pristillægget på 26 øre/kWh reguleres fra 1. januar 2013 jf. § 43e stk. 2 i forhold til stigningen i prisen for naturgas. 

Regnestykket for reguleringen ser således ud:
Naturgaspris DKK/m3 (foregående år)/antal dage i foregående år (naturgaspris stammer fra gaspointnordic.com historiske priser) = Gennemsnitlig naturgaspris DKK/m3 
Omregning til gennemsnitlig naturgaspris pr. GJ: (Gennemsnitlig naturgaspris DKK/m3*1000)/brændværdi for naturgas (39,6 GJ/1000 Nm3) 
Forskel til basispris: Gennemsnitlig naturgaspris pr. GJ – lovfastsat basispris (53,2 DKK/GJ) 
Nyt pristillæg: 26 øre/kWh – Forskel til basispris
Pristillægget på 10 øre/kWh vil blive reguleret første gang den 1. januar 2016, hvor det nedsættes med 2 øre/kWh pr. år. 

Anmodning om valg af pristillæg

I kan anmode om valg af pristillæg ved at anvende denne blanket.
Anmodningsblanketten skal indsendes til Energistyrelsen med elektronisk post til biogas@ens.dk.

Indberetning af brændselssammensætning

Som modtager af støtte til elektricitet produceret ved anvendelser af biogas, skal du årligt redegøre for din brændselsanvendelse. Det er nødvendigt for, at Energistyrelsen kan kontrollere om du modtager den korrekte afregning for den elektricitet der afsættes via det kollektive elforsyningsnet.

Indberetningen sker digitalt på virk.dk og kræver blot at du har en medarbejdersignatur. Forud for indberetning modtager du orientering og vejledningsmateriale via e-boks. Vejledningsmaterialet finder du også nederst på denne side.

Gå til indberetning via Virk.dk 

Såfremt du ikke har mulighed for digital indberetning, kan blanket til indberetning hentes nedenfor. Blanketten kan udfyldes og underskrives digitalt. Blanketten skal sendes til Energistyrelsen på e-mail: baeredygtighed@ens.dk.

Læs her, hvad du skal indberette

Trin-for-trin vejledning til indberetning af brændselssammensætning

Indberetningsblanket til indberetning af brændselssammensætning for 2023

Mere om Biogas