183 mio. kr. til fremtidens energiteknologi
Energiteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP) har givet tilsagn om 153 mio. kr. i tilskud til udvikling af nye energiteknologiske løsninger. I alt er 30 projekter støttet. Herudover har EUDP støttet 25 projekter vedrørende internationalt samarbejde med 30 mio. kr. Formålet med disse projekter er at hjemtage energiteknologisk viden til Danmark.
Flydende havvindmøller. Brinttankstationer til fremtidens brintbiler. Det er nogle af de projekter, som EUDP har ydet støtte til i forbindelse med ansøgningsrunden i 2017. Fælles for de støttede projekter er, at de bidrager til at gøre vores energiforsyning og -anvendelse billigere, mere effektiv og mere klimavenlig.
Projekterne bidrager selv med investeringer på 145 mio. kr. og kickstartes i løbet af de kommende måneder. Hovedparten forventes afsluttet i løbet af tre til fire år.
”Det har været endnu en spændende runde, og jeg er meget tilfreds med, at EUDP også i år kan støtte en række innovative virksomheder, som kan fastholde Danmarks position som et energiteknologisk pionerland”, siger EUDP-bestyrelsens formand Thea Larsen.
Se oversigten over støttede EUDP-projekter i 2017
Udvikling af fundamenter til flydende havvindmøller
Potentialet i offshore vindkraft er enormt. Havvindmøller kan levere syv gange Europas elforbrug og fire gange USA’s elforbrug.
Det meste af potentialet i offshore vindkraft er imidlertid på havdybder, hvor udbygningen kun kan ske med flydende havmøller.
På nuværende tidspunkt tilbyder et antal leverandører flydende fundamenter til havmøller, men omkostningerne er prohibitive for implementering i stor skala.
I TetraSpar konceptet er der lagt vægt på, at de enkelte elementer, flydere, køl og strukturdele er industrialisérbare, og vil kunne masseproduceres i vindmølleindustriens normale forsyningskæde i Danmark. Fundamentet og vindmøllen forventes at kunne installeres i enhver havn af rimelig størrelse under anvendelse af en almindelig mobilkran.
Optimering af TetraSpar konceptet, som er kernemålet i dette projekt, vil resultere i et betydeligt dyk i omkostninger for flydende offshore vindkraft.
”Vi er utrolig glade for EUDP-bevillingen til TetraSpar projektet, som vi tror på kan realisere vindenergiens potentiale på dybt vand. Med bevillingen kan vi styrke og udnytte vores forskning og udvikling af store flydende offshore strukturer. Sammen med konsortiets ekspertise omkring industrialisering, forventer vi at kunne bidrage væsentligt til, at TetraSpar konceptet bringes på markedet og skaber en ny dansk styrkeposition.”, siger Jens Peter Kofoed fra Aalborg Universitet
”TetraSpar er udviklet for at gøre det muligt at installere off-shore møller på vanddybder større end 50 meter til konkurrencedygtige priser. Vi håber, at konceptet bliver en game-changer på off-shore vindkraft og støtten fra EUDP er altafgørende vigtig”, siger Henrik Stiesdal.
Kontakt:
- Henrik Stiesdal, opfinder af TetraSpar og CEO i Stiesdal Offshore Technology A/S (tel: +45 20 90 43 23), hst@stiesdal.com
- Jens Peter Kofoed, lektor på Aalborg Universitet, (tel: +45 99 40 84 74), jpk@civil.aau.dk
Tankstationer til brintbiler
Herudover valgte EUDP at støtte udviklingen af en ny generation af brinttankstationer, som også vil kunne afsættes til markeder i både EU og USA. Brinten kan produceres ud fra vind- eller solenergi, og i projektet skal tankningskapaciteten fordobles og omkostningerne halveres.
”Med dette tilskud fra EUDP kan vi holde momentum i udviklingen og kommercialiseringen af vores teknologi, som er en afgørende brik i den globale grønne omstilling af transportsektoren. Og så skaber vi nye danske arbejdspladser og eksport”, siger Jacob Krogsgaard, Senior Vice President, Nel Hydrogen A/S
Kontakt: Jacob Krogsgaard, Senior Vice President, Nel Hydrogen A/S, jakro@nelhydrogen.com, +45 2871 8945
Ny mulighed for støtte i 2018
EUDP planlægger i 2018 2 ansøgningsrunder. Den første ansøgningsrunde forventes indkaldt straks i begyndelsen af det nye år.
Fakta:
- Tidligere evalueringer af EUDP-støttede projekter har vist, at programmet er med til at øge eksporten af dansk energiteknologi og til at skabe vækst og beskæftigelse i Danmark. Den seneste evaluering af COWI vurderede, at programmet skaber en øget meromsætning på 2,7 kroner for hver støttekrone og en øget eksport på 2 kroner i de deltagende virksomheder med projekter i demonstrationsfasen.
- Projektejerne bidrager selv med 145 mio. kr. til projekterne
- Der var søgt støtte for 579 mio. kr. i denne ansøgningsrunde
Se også Energi-, Forsynings- og Klimaministeriets pressemeddelelse.
Kontakt:
Bestyrelsesformand i EUDP, Thea Larsen, +45 2014 8929
Sekretariatschef i EUDP, Mogens Uhd Nielsen,+45 33 92 75 32, mun@ens.dk