Ansøgninger for 55 mio. kr. i tilskudspulje til virksomheder

12. april 2021
Foto: Colourbox.
Foto: Colourbox.

Energistyrelsen har i alt modtaget 186 ansøgninger om tilskud i anden ansøgningsrunde til Erhvervspuljen i 2021. Samlet set er der ansøgt for ca. 31 pct. af ansøgningsrundens afsatte midler.

Anden ansøgningsrunde i 2021 i Erhvervspuljen var åben for ansøgninger fra virksomhederne fra den 15. marts til 30. marts. Ud af den vejledende tilsagnsramme for ansøgningsrunden i marts på 175 mio. kr. er der ansøgt om tilskud for ca. 55 mio. kr. Den samlede ramme for Erhvervspuljen i 2021 er på 600 mio. kr. (inkl. administration), og midlerne fordeles som udgangspunkt på i alt 5 runder fordelt over året. Den næste runde forventes at åbne medio maj.

”Vi vil naturligvis gerne have fuldt afløb i alle puljens ansøgningsrunder, så pengene i Erhvervspuljen kan hjælpe virksomhederne med at blive endnu mere energieffektive, men vi må også forvente, at puljen skal have tid til at blive etableret fuldt ud. I Energistyrelsen arbejder vi hårdt for at sikre, at puljen har den tiltænkte effekt, og vi vil løbende tage stilling til, hvordan vi bedst kan gøre dette i tæt samarbejde med puljens interessenter”, siger vicedirektør Stig Uffe Pedersen, Energistyrelsen.

Tildelingen af midlerne i puljen sker på baggrund af en konkurrencebaseret model, hvor ansøgningerne rangeres efter den laveste støttepris pr. sparet kWh. Der er et støtteloft i puljen på 7 øre pr. sparet kWh. Afskæringsprisen i denne ansøgningsrunde er fastsat til loftet på 7 øre, fordi dette niveau er højeste indkomne budpris, og fordi der samlet set er søgt mindre, end der er afsat midler til i runden.

Virksomhederne har nu frem til den 7. juni til at indsende deres endelige ansøgninger.

Fakta

Erhvervspuljen er en tilskudspulje til energieffektivisering i virksomheder, der skal sikre grøn omstilling og effektivisering af virksomhedernes energiforbrug. Puljen er på i alt ca. 3,9 mia. kr. og løber fra 2020 til 2029. De nærmere tidsfrister for ansøgningsrunderne i 2021 meldes ud løbende. Læs mere om puljen på: www.ens.dk/erhvervstilskud

Kontakt

Pressechef Ture Falbe-Hansen, mobil: 2513 7846, tfh@ens.dk

Chefkonsulent Vincent Rudnicki, +45 33 92 74 30, vinr@ens.dk

Kontaktpersoner

Ture Falbe-Hansen
Pressechef (+45) 2513 7846

Relaterede nyheder

Abonnér på Energistyrelsens nyheder

Tilmeld dig