Bedre bredbåndsdækning i landets dårligst dækkede områder

Bedre bredbåndsdækning i landets dårligst dækkede områder


Energistyrelsens årlige kortlægning af fastnetbredbånd på Tjekditnet.dk er nu gennemført. Kortlægningen viser stor fremgang i dækningen i flere kommuner, som har lakket bagefter på bredbåndsdækningen. De regionale forskelle i dækningen er også reduceret.

Antallet af boliger og virksomheder med adgang til 100 Mbit/s download og 30 Mbit/s upload stiger. I 2019 har 93 pct. af boliger og virksomheder adgang til disse hastigheder, hvilket er en stigning på 2 procentpoint i forhold til 2018 og 11 procentpoint i forhold til 2015.

Markant bedre bredbåndsdækning på Bornholm og Samsø

I 2018 var Samsø, Bornholm og Odsherred blandt de fem kommuner med lavest dækning med hastigheder på mindst 100/30 Mbit/s. Fra 2018 til 2019 er det boliger og virksomheder i disse kommuner, som har oplevet det største løft i dækningen. I Odsherred er dækningen steget med 9 procentpoint fra 70 pct. i 2018 til 79 pct. i 2019. På Bornholm nyder de også godt af de øgede bredbåndshastigheder, hvor 96 pct. af øens boliger og virksomheder nu har adgang til 100/30 Mbit/s. Det er en stigning på 36 procentpoint sammenlignet med 2018.

Den største stigning skal findes i Samsø Kommune, hvor kun 13 pct. af kommunens boliger og virksomheder havde adgang til 100/30 Mbit/s i 2018. I 2019 viser tallene, at 63 pct. nu har adgang til disse hastigheder. Samsø har således oplevet en stigning på 50 procentpoint det sidste år.

Det er primært markedsbaseret udrulning, som er årsag til, at markant flere boliger og virksomheder på Samsø og i Odsherred Kommune nu har adgang til hurtigere bredbånd. På Bornholm kan en del af stigningen tilskrives projektet ’Bedre bredbånd på Bornholm’, som i 2014 fik tilsagn om et statstilskud på 60 mio. kr. med henblik på at skaffe hurtigt bredbånd til 7.000 adresser på øen. Det var et krav, at disse 7.000 adresser senest ved udgangen af 2020 skulle have adgang til 100/30 Mbit/s. BornFiber, som står bag projektet, har i 2019 afrapporteret, at alle de støttede adresser nu har adgang til disse hastigheder – enten via fiber eller fast trådløst bredbånd. Det er de faste trådløse bredbåndsforbindelser, der nu er opgraderet, så de kan levere 100/30 Mbit/s.

De regionale forskelle er blevet mindre

På regionalt plan har Region Syddanmark historisk haft den bedste dækning med hurtigt bredbånd. Det har regionen stadigvæk, men forskellene er blevet mindre fra 2018 til 2019. Region Syddanmark har oplevet en stigning i dækningen med 100/30 Mbit/s fra 89 pct. i 2015 til 96 pct. i 2019. I Region Sjælland havde 68 procent af regionens boliger og virksomheder adgang til 100/30 Mbit/s i 2015 – i 2019 er dækningen steget til 87 pct. I 2019 er forskellen mellem regionen med den laveste og regionen med den højeste dækning med disse hastigheder faldet til 9 procentpoint. Forskellen var 21 procentpoint i 2015.

Læs mere om Danmarks bredbåndsdækning på Tjekditnet.dk

Hjemmesiden tjekditnet.dk opdateres løbende med ny information om bredbåndsdækningen i Danmark. På hjemmesiden kan man helt ned på adresseniveau finde ud af, hvilken hastighed der kan fås og hvilken teleudbyder, der kan levere bredbåndsforbindelsen.

På hjemmesiden kan man også måle sin bredbåndshastighed – både på fastnet og mobil. 

Fakta om Bredbåndskortlægningen 2019

  • 93 pct. af alle boliger og virksomheder har adgang til mindst 100/30 Mbit/s, hvilket er to procentpoint højere end i 2018.
  • Fire ud af fem boliger og virksomheder har adgang til gigabit-hastigheder. 80 pct. af alle boliger og virksomheder har adgang til mindst 1 Gbit/s download, hvilket er en stigning på 7 procentpoint sammenlignet med 2018, hvor 73 pct. havde adgang til denne hastighed.
  • Stigning i dækning på Bornholm. 96 pct.af alle boliger og virksomheder på Bornholm har nu adgang til mindst 100/30 Mbit/s. Dette er en stigning på 36 procentpoint siden 2018. Denne udvikling skyldes blandt andet statsstøtteprojektet ’Bedre bredbånd på Bornholm’, som nu er afsluttet.
  • Udrulning af fiber i Samsø Kommune. 63 pct. af alle boliger og virksomheder har nu adgang til mindst 100/30 Mbit/s, hvilket er en stigning på 50 procentpoint i forhold til 2018.
  • Udvikling på regionalt plan. På regionalt plan er den største udvikling fra 2018 til 2019 sket i Region Sjælland. Dækningen med 100/30 Mbit/s er steget med 3 procentpoint til 87 pct. i 2019, men regionen har stadig den laveste dækningsprocent med hurtigt bredbånd. I Region Midtjylland, Nordjylland og Hovedstaden er dækningen i samme periode steget med 2 procentpoint. Region Syddanmark er fortsat den bedst dækkede region, hvor 96 pct. af alle boliger og virksomheder har adgang til 100/Mbit/s.
  • 70 pct. af alle sommerhuse har adgang til mindst 100/30 Mbit/s, hvilket er 10 procentpoint højere end i 2018.
  • Historiske tal og aktuelle nøgletal kan findes på hjemmesiden tjekditnet.dk.


Kontakt

Specialkonsulent Hans Teglhus Møller, htm@ens.dk, 3392 7585

Pressechef
Ture Falbe-Hansen
Mail Icon