Danmarks største havvindmøllepark får grønt lys til at producere strøm

Energistyrelsen giver nu tilladelse til, at Danmarks til dato største havvindmøllepark, Thor Havvindmøllepark, kan begynde at producere strøm. Når færdigopført vil havvindmølleparken kunne forsyne omkring en million husstande med grøn strøm og er et betydeligt bidrag til den grønne omstilling og styrkelsen af EU’s energiuafhængighed.

Energistyrelsen har i dag tildelt elproduktionstilladelse til Thor Wind Farm I/S. Tilladelsen gælder i 30 år. Det er den tyske energivirksomhed RWE, der står for opførelse og drift af havvindmølleparken.

Havvindmølleparken, der er placeret 22 kilometer fra den jyske vestkyst ud for Thorsminde og er under opførelse, bliver Danmarks største. Den vil bestå af 72 havvindmøller, som vil kunne forsyne cirka en million husstande med strøm.

Når Thor Havvindmøllepark står færdig og leverer på fuld kapacitet på 1 GW, vil den være et markant bidrag til den stigende elektrificering, der skal drive de danske klimamål fremad og styrke EU’s energiuafhængighed.

”Thor Havvindmøllepark er et markant bidrag til den grønne omstilling. Den bliver Danmarks største havvindmøllepark og er et væsentligt bidrag både i forhold til Europas energiuafhængighed og for at sikre tilstrækkelig grøn strøm til et samfund, der i højere og højere grad bliver elektrificeret, siger Stig Uffe Pedersen, konstitueret direktør i Energistyrelsen.

Med elproduktionstilladelsen har Thor Wind Farm I/S grønt lys til løbende at koble havvindmøller i parken på elnettet. Den komplette park skal senest være idriftsat ved udgangen af 2027.

Ifølge Energistyrelsens seneste analyseforudsætninger til Energinet vil behovet for el stige markant i de kommende år i scenariet, hvor politiske målsætninger og ambitioner på energiområdet skal indfries. Det skyldes især et kraftigt stigende elforbrug til datacentre samt en øget elektrificering af varme- og transportsektorerne.


Baggrund
:

  • Danmark har i dag 17 etablerede havvindmølleparker med en samlet kapacitet på omkring 2,7 GW. Med Thor Havvindmøllepark bliver havvindskapaciteten øget til knap 3,7 GW.
  • Thor Wind Farm I/S vandt i december 2021 det statslige udbud af havvindmølleparken. Havvindmølleparken ejes i fællesskab af RWE (51 pct.) og Norges Investeringsbank (49 pct.).
    Med buddet er forventningen, at staten vil modtage betaling på op til 2,8 milliarder kroner i takt med, at havvindmølleparken producerer strøm.
  • Elproduktionstilladelsen gælder i 30 år fra den dato Thor Wind Farm I/S idriftsætter parken, der senest skal være færdigetableret ved udgangen af 2027.

Energistyrelsens pressetelefon (modtager ikke SMS'er)