Dansk energimodel skal sikre øget eksport
Danmark har gennem de seneste fire årtier oplevet økonomisk vækst samtidig med, at energiforbruget er faldet. Den danske energimodel møder stor interesse fra udlandet og skal nu eksporteres.
Partierne bag Vækstplan for energi og klima (S, RV, V, SF, LA og K) er blevet enige om at afsætte 10 millioner kroner for 2014-15 til et initiativ, der skal fremme eksporten af danske energiløsninger. Fra dansk side er der i første omgang fokus på Storbritannien, Tyskland og Kina. Indsatsen finansieres af vækstpuljen under Vækstplan DK.
”Danmark går forrest, når det gælder grøn energiteknologi, og det skal vi leve af. Derfor hjælper vi nu de virksomheder, der har udviklet smarte løsninger med at eksportere deres viden og produkter til resten af verden. Det er både godt for klimaet og for økonomien”, siger klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen.
Med initiativet styrkes samarbejdet mellem Energistyrelsen, Eksportrådet og en række nye eksportrådgivere på de danske ambassader i de lande, der er udvalgt. Udgangspunktet er at få skabt et samarbejde mellem danske og udenlandske myndigheder og derigennem bane vejen for et erhvervssamarbejde, eksportmuligheder og udenlandske investeringer i Danmark.
”Det tætte parløb mellem virksomheder, ambassader og energimyndigheder i tæt dialog med myndighederne på eksportmarkederne er en vigtig ny måde at arbejde på. Jeg ser stort potentiale for salg af danske løsninger inden for særligt fjernvarme, energieffektivitet i bygninger og vindenergi. Vi kan noget helt særligt på energiområdet, og det bør udnyttes for at fastholde og skabe nye danske arbejdspladser gennem øget eksport og tiltrækning af investeringer”, siger handels- og udviklingsminister Mogens Jensen.
Initiativet er udviklet i tæt dialog med erhvervet, heriblandt Dansk Industri, Dansk Energi, Danish Board of District Heating og Vindmølleindustrien samt et stort antal eksportvirksomheder som Danfoss, Grundfos, Velux, Rockwool, Vestas m.fl. Erhvervet har anbefalet, at indsatsen i første omgang fokuseres mod Storbritannien, Tyskland og Kina. Disse lande købte i 2013 energiteknologi for 27,3 mia. kr. af danske virksomheder, svarende til 40 pct. af den samlede danske eksport af energiteknologi. Dansk eksport af energiteknologi på globalt plan steg i 2013 med 10,8 pct. til knap 68 milliarder kroner.
Klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen træffes via pressemedarbejder Rasmus Bjørn på 41729077 eller rasbj@kebmin.dk
Handels- og udviklingsminister Mogens Jensen træffes via presserådgiver Frej Jackson på 29724477 eller frejac@um.dk
For øvrige oplysninger henvises til pressemedarbejder i Energistyrelsen Dorte Arnsfelt Bæk på 33926677 eller dab@ens.dk
Dorte Arnsfelt Bæk
AC-medarbejder
Center for Organisation
Tlf.: 22 50 09 88
dab@ens.dk