De eksisterende bevillinger til forsyningspligt på naturgas forlænges

18. december 2018
Foto: Colourbox.
Foto: Colourbox.

Energistyrelsen har den 10. december 2018 meddelt Ørsted Energi Salg & Service A/S og Energi Fyn Energihandel A/S, at deres eksisterende forsyningspligtbevillinger forlænges et år.

Forsyningspligtproduktet er hidtil blevet tildelt ved udbud og tilbydes de naturgaskunder, som ikke aktivt har valgt en naturgasleverandør. Muligheden for at forlænge forsyningspligtbevillingen blev givet ved det seneste udbud. De eksisterende bevillinger udløber den 31. marts 2019 og forlænges til og med den 31. marts 2020.

Ørsted har bevillingen til de tidligere HMN og NGF Nature Energy forsyningsområder, mens Energi Fyn har bevillingen til det tidligere DONG Energy område.

Forlængelsen sker på eksisterende priser og vilkår og skal ses som led i opfølgning på regeringens forsyningsstrategi Forsyning for fremtiden fra september 2016. Her foreslår regeringen bl.a. at se på mulighederne for at afskaffe forsyningspligten på naturgas, således at naturgasmarkedet i højere grad kommer til at ligne elmarkedet. På elmarkedet blev forsyningspligten afskaffet den 1. april 2016 med indførelse af elengrosmodellen og indførelse af en leveringspligt. Elengrosmodellen har bl.a. betydet, at danske elkunder kun får én elregning.

Energistyrelsen arbejder i øjeblikket med en model for, hvad der skal erstatte forsyningspligten på naturgas, som skal være på plads, når de eksisterende bevillinger udløber i 2020.

Kontakt: Frank Marcher, tlf.: 22290275, fma@ens.dk.

Supplerende links

Kontaktpersoner

Ture Falbe-Hansen
Pressechef (+45) 2513 7846

Abonnér på Energistyrelsens nyheder

Tilmeld dig