Den grønne omstilling giver nyt navn til lov om naturgasforsyning

25. maj 2021
Foto: Colourbox.
Foto: Colourbox.

Lov om naturgasforsyning bliver til lov om gasforsyning m.m., fordi en stadig større mængde af gassen i de danske rør er grøn.

Folketinget har den 11. maj 2021 tredjebehandlet lovforslaget, nu lov nr. 923 af 18. maj 2021, som indeholder en række ændringer af bl.a. lov om naturgasforsyning og andre love.

Det mest iøjnefaldende er, at lov om naturgasforsyning ændrer navn til lov om gasforsyning. Det sker ikke ofte, at en lov på den måde ændrer navn. Men navneændringen hænger sammen med den grønne omstilling i den danske gassektor.

En stadig større mængde af gassen i de danske gasrør er ikke længere fossil naturgas, men opgraderet biogas. Naturgas er fossil energi udvundet fra olie- og gasfelter, mens biogas er vedvarende energi, der er produceret af blandt andet husholdningsaffald og husdyrgødning. Derfor giver det ikke længere mening at omtale al gas som naturgas. Det er med andre ord fundet hensigtsmæssigt at gøre lov om naturgasforsyning neutral på linje med andre forsyningslove som lov om elforsyning, lov om varmeforsyning m.fl. Lovens omdrejningspunkt er fortsat landets gasinfrastruktur, men en gasinfrastruktur som vil transportere og lagre stadigt mere og mere vedvarende energi.

Foruden en terminologisk ændring af naturgas til gas, foretages også en række andre ændringer i gassektoren. Der er bl.a. tale om:

  • Opdateret økonomisk regulering af gasdistributionsselskaber.
  • Ophævelse af forsyningspligten og indførsel af leveringspligten.
  • Formalisering af systemansvarlig virksomhed for gassektoren.
  • Opdatering af lovens systematik fsva. snitflader ml. gassektorens infrastruktur.

Lovændringen indgår som et led i Energistyrelsens løbende arbejde med at opdatere og sikre en robust regulering på energiområdet.

Link til lovændringen: https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2021/923

Kontakt

Chris Nowak, CNO@ens.dk, 33 92 68 16

Kontaktpersoner

Ture Falbe-Hansen
Pressechef (+45) 2513 7846

Abonnér på Energistyrelsens nyheder

Tilmeld dig