Den mobile datatrafik stiger kraftigt

16. december 2016

Datatrafik fra up- og download i det danske mobilnet vokser fortsat kraftigt. Fra 1. halvår 2015 til 1. halvår 2016 er datatrafikken steget fra 2,4 GB til 4 GB pr. md. pr. abonnement, og samtidig er også hastighederne på fastnet bredbånd steget. Det viser Energistyrelsens telestatistik for 1. halvår af 2016.

Der blev up- og downloadet 162.000 TB i de danske mobilnet i første halvår af 2016, svarende til i gennemsnit 4 GB pr. md. pr. mobilt bredbåndsabonnement – dvs. mobiltelefoner der bruger data, tablets og dongles. Datatrafikken er i alt steget med 81 pct. fra 90.000 TB i første halvår 2015, hvor hvert abonnement up- og downloadede 2,4 GB.

Fastnet bredbånd via fiber og kabel-tv-net

Andelen af fastnetabonnementer, der får bredbånd via fiber og kabel-tv-nettet vokser og udgør medio 2016 48,8 pct. – eller lidt under halvdelen af bredbåndsforbindelserne. Omvendt er andelen af forbindelser baseret på kobber nu faldet til 44 pct. På et år fra medio 2015 er der kommet 103.000 nye bredbåndsabonnementer baseret på fiber eller kabel-tv-nettet. Disse forbindelser udgør stort set hele væksten i det totale antal abonnementer på 2,3 pct. i perioden.

Hastighederne på fastnet bredbånd er steget

Samtidig er downloadhastighederne på fastnet bredbånd også steget. Antallet af abonnementer med en hastighed på mindst 100 Mbit/s download er steget knap 41 pct. til 310.000, så hvert ottende abonnement nu har mindst 100 Mbit/s. Også antallet af bredbånd med mindst 50 Mbit/s er steget, så der nu er over 1 mio. abonnementer med mindst 50 Mbit/s. Dermed har knap 43 pct. af alle abonnementer i Danmark adgang til at downloade indhold fra internettet med mindst 50 Mbit/s.

Antallet af abonnementer, der kan uploade med 10 Mbit/s har også rundet millionen. Efter en stigning på 20 pct. fra midten af 2015 og et år frem er der nu 1,2 mio. med mindst 10 Mbit/s i uploadhastighed. Dermed udgør andelen med minimum 10 Mbit/s i upload lige under halvdelen af alle fastnet bredbåndsabonnementerne.

Billigste mobilpakke er blevet dyrere

Den billige mobilpakke er blevet dyrere, og den indeholder mindre data end året før. I juli 2015 kunne man for 79 kroner om måneden få 10 timers taletid og 10 GB data samt fri sms og mms, mens man i juli 2016, udover fri sms og mms, kunne få 8 timers taletid og 8 GB data for 89 kroner.

Til gengæld er prisen på den store mobilpakke faldet i samme periode, og den indeholder nu mere data og tale. Den store pakke med fri sms og mms, 20 timers tale og 20 GB data kunne i juli 2015 fås for 129 kroner. I juli 2016 kan man få fri tale og fri data samt fri sms og mms for 119 kroner.

Læs "Telestatistik - første halvår 2016".

Læs Energi-, Forsynings- og Klimaministeriets pressemeddelelse ”Danskerne er vilde med mobilt bredbånd”.

Hovedresultater fra telestatistikken

  • Der blev up- og downloadet 162.000 TB i mobilnettene i første halvår 2016 efter en stigning på 81 pct. i forhold til første halvår 2015.
  • Antallet af mobilabonnementer faldt 0,5 pct. fra første halvår 2015 og et år frem. Det er et større fald i taletidskort, der giver en lille negativ udvikling i det samlede antal mobilabonnementer.
  • Antallet af fastnet bredbåndsabonnementer med mindst 100 Mbit/s download er vokset næsten 41 pct. fra midten af 2015 til 310.000 året efter. Hver ottende fastnet bredbåndsabonnement har nu mindst 100 Mbit/s i download.
  • Der er i midten af 2016 nu mere end 1 million abonnementer med mindst 50 Mbit/s i download efter en vækst fra året før på næsten 34 pct. Andelen er vokset 10 procentpoint i perioden til næsten 43 pct. af alle fastnet bredbåndsabonnementer.
  • 1,1 mio. eller næsten halvdelen af alle fastnet bredbåndsabonnementer er i midten af 2016 med minimum 10 Mbit/s i upload. Dette svarer til en stigning på lige under 20 pct. fra året før.
  • Antallet af fastnet bredbåndsabonnementer er vokset med 2,3 pct. fra midten af 2015 og et år frem. Bredbånd via fiber og kabel-tv-nettet står fortsat for langt det meste af væksten med næsten 103.000 nye abonnementer i perioden, men et fald i kobberbaseret bredbånd giver en lav samlet vækst.
  • Bredbånd via fiber og kabel-tv-nettet udgør dermed næsten 50 pct. af abonnementerne i midten af 2016, mens kobberbaseret bredbånd har en andel på lidt over 44 pct.
  • Medianhastigheden for download via fastnet bredbånd er steget med lidt over 11 pct. fra 26,4 Mbit/s i midten af 2015 til 29,5 Mbit/s i midten af 2016. Der er dog store forskelle på medianhastigheden teknologierne imellem.
  • Medianhastigheden for upload for al fastnet bredbånd er steget med lidt over 67 pct. fra 5,7 til 9,5 Mbit/s fra midten af 2015 og et år frem. Forskelle teknologierne imellem er endnu større for upload end for download.
  • Antallet af ip-telefoni-abonnementer er faldet med 33.000 eller lidt under 4 pct. fra midten af 2015 og et år frem.

Kontakt:

Fuldmægtig Jesper Falsted Karlsen, Energistyrelsen, tlf.: 33 92 75 76, e-mail: jka@ens.dk

Kommunikationschef Mikkel Svane-Petersen, tlf: 33 92 66 43, e-mail: mspe@ens.dk

Kontaktpersoner

Ture Falbe-Hansen
Pressechef (+45) 2513 7846
Jonas Disager Kraft
Specialkonsulent (+45) 3395 5038

Relaterede nyheder

Abonnér på Energistyrelsens nyheder

Tilmeld dig