Den supplerende undersøgelse af Energistyrelsens VVM-praksis for godkendelser af olie- og gasaktiviteter er færdiggjort

4. september 2024

Kammeradvokatens supplerende undersøgelse af Energistyrelsens VVM-praksis for anlæg i Nordsøen og Østersøen i 1988-2022 finder de samme typer fejl som den første rapport fra 2023 om eneretsbevillingen.

Kammeradvokatens supplerende undersøgelse af Energistyrelsens VVM-praksis for godkendelser til olie- og gasanlæg i Nordsøen og Østersøen konstaterer, at der i en række tilfælde ikke i tilstrækkelig grad har været sikret overholdelse af VVM- og habitatreglerne. Der er tale om de samme typer af fejl i sagsbehandlingen, som blev konstateret i den første rapport fra 2023 fra Kammeradvokaten om godkendelser på olie- og gasfeltkomplekser under eneretsbevillingen.

”Den supplerende rapport bekræfter billedet af fejl i vores historiske VVM-praksis fra den første rapport fra Kammeradvokaten fra 2023. Det er beklageligt, men godt at få belyst, så vi også for disse godkendelser kan få rettet op på de historiske fejl. Siden sommeren 2022 har Energistyrelsen fulgt Kammeradvokatens anbefalinger for at sikre korrekt sagsbehandling og for at rette op på de historiske fejl i sagsbehandlingen.”, siger direktør i Energistyrelsen Kristoffer Böttzauw.

Læs Kammeradvokatens supplerende undersøgelse.

Læs Kammeradvokatens første undersøgelse fra 2023.

Den supplerende undersøgelse er bestilt af Energistyrelsen og dækker de godkendelser til olie- og gasanlæg på havet, som ikke blev undersøgt i den første rapport fra Kammeradvokaten.

Der er konstateret mangler i godkendelser på felterne Valdemar, Roar, Svend og Tyra Sydøst samt Siri, Nini, Cecilie, Syd Arne og Hejre. Der er endvidere mangler i forbindelse med tilladelser til transitrørledningerne Europipe I, Europipe II, Franpipe og Zeepipe. Det bemærkes, at Energistyrelsen i foråret 2024 godkendte en udbygning af Hejre-feltet, og at Hejre-anlæggene i den forbindelse blev retligt lovliggjort.

Der er ikke konstateret mangler for godkendelserne til opstrømsrørledningerne Tyra-Nybro, Syd Arne-Nybro og Tyra-NOGAT, olierørledningen fra Gorm E til Fredericia samt gasrørledningerne Norpipe, Baltic Pipe, Lolland-Falster, Nord Stream I og Nord Stream 2.

Undersøgelsen dækker perioden fra VVM-direktivets implementeringsfrist i 1988 og indtil Energistyrelsens ændrede VVM-praksis i sommeren 2022 på baggrund af Kammeradvokatens rådgivning.

Baggrund for Kammeradvokatens supplerende undersøgelse

Energistyrelsen bad i 2022 Kammeradvokaten undersøge styrelsens VVM-praksis i 1988-2022 med fokus på Eneretsbevillingen. Det skete, fordi Energistyrelsen fik mistanke om fejl i sagsbehandlingen. Undersøgelsen blev færdiggjort sidste år og konkluderede, at der er givet godkendelser til anlæg, rørledninger og brønde i under eneretsbevillingen uden overholdelse af VVM- og habitatreglerne.

Læs Energistyrelsens pressemeddelelse fra 3. marts 2023 om Kammeradvokatens undersøgelse af Energistyrelsens VVM-praksis for godkendelser af olie- og gasaktiviteter under Eneretsbevillingen

Undersøgelsen gav anledning til, at Energistyrelsen bestilte en supplerende undersøgelse af styrelsens VVM-praksis med fokus på de historiske godkendelser af olie- og gasanlæg i Nordsøen og Østersøen, der ikke var undersøgt i første rapport.

Kammeradvokaten kom desuden med en række anbefalinger til at rette op på de konstaterede fejl og mangler. Energistyrelsen har siden 2022 fulgt disse anbefalinger, herunder:

  • at sikre korrekt sagsbehandling og overholdelse af VVM- og habitatreglerne i forbindelse med behandlingen af nye ansøgninger,
  • i fornødent omfang rette op på tidligere fejl og mangler i forbindelse med fremtidige godkendelser af anlægsændringer forbundet med de berørte anlæg ved at inddrage en miljøvurdering af disse anlæg, så de bliver retligt lovliggjort, og
  • på baggrund af konklusionerne fra de to undersøgelser igangsætte en undersøgelse, der skal belyse, hvorvidt der er risiko for skade på beskyttede Natura 2000-områder eller på øvrig natur og miljø nær de pågældende anlæg. Når resultatet af undersøgelsen foreligger, vil Energistyrelsen skulle vurdere, om der er pligt til at genoptage en eller flere afgørelser. Genoptagelse kan føre til tilbagekaldelse eller skærpelse af vilkår.

Læs mere

Energistyrelsens redegørelse fra august 2022 om mistanke om fejl i styrelsens VVM-praksis.

Energistyrelsens redegørelse fra januar 2023 om fejl i VVM-praksis for felter under eneretsbevillingen

Energistyrelsens orienteringsnotat fra august 2024 om fejl i VVM-praksis for godkendelse af anlæg i Nordsøen og Østersøen. 

Kontaktpersoner

Ture Falbe-Hansen
Pressechef (+45) 2513 7846
Energistyrelsens pressetelefon (modtager ikke SMS'er)
(+45) 3395 0800

Abonnér på Energistyrelsens nyheder

Tilmeld dig