Efterforskningsboringen Dany-1X i Nordsøen fandt ikke olie eller gas
Mærsk Olie og Gas A/S har som operatør for DUC-selskaberne i eneretsbevillingen af 8. juli 1962 boret efterforskningsboringen Dany-1X (5505/17-18) i den vestlige del af Nordsøen. Der blev ikke fundet olie eller gas i boringen.
Dany-1X blev boret som en lodret boring, hvor målet var kalk i Øvre Kridt, og boringen sluttede i Nedre Kridt lersten i en dybde af 2501 meter under havets overflade. Der blev efterfølgende foretaget en sideboring og udtaget borekerner til geomekaniske undersøgelser af Lark Formationen.
Borearbejdet i Dany-1X blev påbegyndt den 4. juli 2014 med boreplatformen ENSCO 72 på positionen 55°24'18,94" N; 05°09'38,02" Ø (UTM zone 31; 6.142.148,11m N; 636.806,62 m Ø), hvor vanddybden er 45 meter.
Boringen bliver nu lukket permanent. ENSCO 72 flyttes herefter til Tyra Sydøst B.
Nedenstående tabel viser selskabernes andele i DUC:
Selskab (%)Shell Olie og Gasudvinding Danmark B.V. Holland. Dansk Filial 36,8A.P. Møller – Mærsk A/S og Mærsk Olie og Gas A/S (Bevillingshavere)31,2Nordsøfonden 20,0Chevron Denmark, Filial af Chevron Denmark Inc., USA 12,0
Steffen Bjørn Olsen
Specialkonsulent
Center for Energiressourcer
Tlf.: 33 92 66 73
sbo@ens.dk