Elprisen stiger for erhvervskunder i andet halvår 2020
Erhvervsforbrugernes rene elpriser eksklusiv tariffer, afgifter mv. steg for alle forbrugsintervaller fra første halvår 2020 til andet halvår 2020. Det viser Energistyrelsens opdaterede statistik over elpriserne for erhverv.
Andet halvår 2020 har været præget af stigende gennemsnitspriser for alle erhvervsforbrugere. De mindste erhvervsforbrugere betaler cirka 2,85 øre/kWh mere end i første halvår 2020, mens de største erhvervsforbrugere betaler 7,88 øre/kWh mere.
Spotprisen for el er steget med ca. 9,21 øre/kWh i samme periode til gennemsnitligt 25,19 øre/kWh. Dermed var spotprisen for el i andet halvår 2020 oppe på niveau med tidligere år, efter at prisen i første halvår 2020 havde været særlig lav.
Årsagen til stigningen i elprisen er en kombination af fald i produktionen af vindkraft og vandkraft i Danmark, Sverige, og Tyskland, høje CO2- kvotepriser og et højere elforbrug i Tyskland i forhold til første halvår 2020.
Den pris, som erhvervsforbrugerne betaler i andet halvår 2020, er for de små og mellemstore forbrugere generelt noget højere end spotprisen, mens prisen for de store erhvervsforbrugere var omtrent på niveau med spotprisen. Faldet i andelen af erhvervskunderne med fast priser og elhandel under ’andre aftaler’ kan blandt andet være en af årsagerne til, at forskellen mellem erhvervsforbrugernes elpriser og spotpriserne er mindsket.
Elpriser andet halvår 2020 for erhvervsforbrugere:
Energistyrelsen har siden 2014 udarbejdet elprisstatistikken for erhvervsforbrugere, der er baseret på indberetninger fra de enkelte elhandelsselskaber.
Læs mere om statistikkens resultater i notatet ” Elprisstatistik 2. halvår 2020”
Fakta:
- Mere end 86 pct. af erhvervskunderne er små forbrugere med et årligt elforbrug under 20 MWh. Deres forbrug udgør omkring 6 pct. af det samlede erhvervskunders elforbrug.
- Omkring 14 pct. af erhvervskunderne er mellemstore forbrugere med et elforbrug mellem 20 og 20.000 MWh. Deres forbrug udgør ca. 48 pct. af det samlede erhvervskunders forbrug.
- De store erhvervskunder med et forbrug over 20.000 MWh udgør omkring 0,04 pct. af det samlede antal erhvervskunder, men aftager samlet ca. 45 pct. af elsalget.
Kontakt:
Ali Zarnaghi, tlf: 33 92 68 40, e-mail: AAZ@ens.dk,