Det faktiske energiforbrug faldt med 2,7 pct. i de første tre kvartaler af 2015 i forhold til samme periode året før. Korrigeret for brændselsforbrug ved udenrigshandel med el faldt energiforbruget med 0,8 pct.
Det faktiske energiforbrug faldt i de første ni måneder af 2015 med 2,7 pct. sammenlignet med samme periode i 2014. Udviklingen skal ses på baggrund af en betydelig stigning i nettoimport af el samt et lavere konverteringstab på kraftværkerne som et resultat af, at elproduktion fra fossile brændsler er blevet fortrængt af vindkraft. Modsat trækker et betydeligt koldere vejr i de første ni måneder af 2015. I årets første tre kvartaler har der således været 16 pct. flere graddage sammenlignet med samme periode året før.
Faldet i forbruget i de første ni måneder af 2015 dækker over, at forbruget af kul er reduceret med 34,5 pct. sammenlignet med samme periode året før. Det store fald skyldes primært stigningen i nettoelimporten. Samtidig steg forbruget af olie, naturgas og vedvarende energi i de første tre kvartaler 2015 med henholdsvis 0,4 pct., 1,3 pct. og 2,5 pct.
Når der korrigeres for brændselsforbrug knyttet til udenrigshandel med elektricitet, er energiforbruget i de tre første kvartaler af 2015 faldet med 0,8 pct.
Produktionen af primær energi var 0,9 pct. højere i de første ni måneder af 2015 end i samme periode i 2014. Produktionen af råolie faldt med 1,4 pct. mens produktion af naturgas og vedvarende energi steg henholdsvis 4,5 pct. og 2,3 pct.
Tabel 1: Energiproduktion og energiforbrug i 1.- 3. kvartal i 2014 og 2015 [TJ)
| Primær enrgiproduktion | Faktisk Energiforbrug | Energiforbrug korrigeret for nettoimport af el | |||
| 1. – 3. kvartal 2015 | 499.029 | 536.204 | 560.881 | ||
| 1. – 3. kvartal 2014 | 494.452 | 551.202 | 565.282 | ||
| 1. kvartal 2015 | 158.762 | 193.736 | 193.614 | ||
| 1. kvartal 2014 | 171.888 | 193.413 | 188.832 | ||
| 2. kvartal 2015 | 172.633 | 172.644 | 180.682 | ||
| 2. kvartal 2014 | 159.510 | 176.320 | 185.243 | ||
| 3. kvartal 2015 | 167.634 | 169.823 | 186.586 | ||
| 3. kvartal 2014 | 163.053 | 181.470 | 191.207 |
Fig. 1: Faktiske energiforbrug i Danmark [PJ], kvartal

Fig. 2: Vindkraftens andel af indenlandsk elforsyning [pct.]

Kilde: Månedlig energistatistik