Energipriser på himmelflugt gør grøn varme attraktiv
De rekordhøje energipriser gør det endnu mere attraktivt at skifte til fjernvarme eller varmepumpe.
Selvom elpriserne stiger, er det blevet mere attraktivt at skifte fra gas eller elvarme til varmepumpe eller fjernvarme. Hvorfor? Fordi varmeregningen for de andre varmetyper stiger endnu mere.
Det giver både klimamæssigt og økonomisk god mening, fortæller vicedirektør i Energistyrelsen Stine Leth Rasmussen.
”Varmepumper og fjernvarme er de mest klimavenlige varmetyper og samtidig ofte de billigste. Den økonomiske fordel ved fjernvarme og varmepumpe bliver kun større med de høje energipriser, vi ser for tiden. Et typisk hus vil i år kunne spare cirka 3.900 kr. ekstra i varmeudgifter ved at skifte fra gas til varmepumpe. Besparelsen ved et skifte til fjernvarme kan være endnu større,” siger Stine Leth Rasmussen.
Varmeregningen for oliefyrsejere stiger ikke lige så voldsomt, men olie er til gengæld dyrt i forvejen: Du kan typisk halvere varmeregningen ved at skifte fra oliefyr til varmepumpe eller fjernvarme.
Grunden, til at de fleste fjernvarmekunder ikke vil opleve de store prisstigninger, er, at et fåtal af fjernvarmeselskaber har gas som det primære input til varmeproduktionen. Dog kan der ske markante prisstigninger hos fjernvarmeværker, som kun har naturgas eller evt. en lille produktion med andre brændselstyper.
Skift nu
Fra Energistyrelsen lyder en klar anbefaling om at skrotte fossil opvarmning som olie og gas.
”Grøn varme er fremtiden, og der har aldrig været så store fordele ved at skifte som nu. Et bredt politisk flertal har besluttet at give en hjælpende hånd til den grønne varme med en række puljer, der giver støtte til udvidelse af fjernvarme, afkobling af gasnettet og til varmepumper, som er en oplagt løsning uden for fjernvarmeområder. En nem måde at skifte på er varmepumpe på abonnement, hvor leverandøren ordner både installation, drift og vedligeholdelse,” siger Stine Leth Rasmussen.
Hvad der er den bedste varmetype i den enkelte bolig kommer an på de lokale forhold. Du kan læse mere om din varmetype og se, hvad du kan spare ved at skifte, på Energistyrelsens side SparEnergi.dk. Her finder du også andre gode råd om at spare penge på el- og varmeregningen:
Læs mere om varmepumper på abonnement
Tilmeld dig SparEnergi-dk's ‘Juhuuulekalender’ og få 24 sparetips
Fakta: Høje energipriser giver højere regninger
VARME
En række faktorer har betydet store prisstigninger på gas, el og olie. Her kan du se den forventelige årlige ekstra udgift til varme i et typisk hus på 140 m2, afhængigt af varmetype:
Varmetype |
Kr. før |
Kr. nu |
Ekstraregning |
Naturgas |
13.800 |
20.900 |
7.100 |
Olie |
23.300 |
26.800 |
3.500 |
Elvarme |
18.300 |
28.300 |
10.000 |
Varmepumpe |
8.300 |
11.300 |
3.000 |
Baseret på et forbrug på: 1696 m3 naturgas – 1948 liter olie – 18.100 kWh elvarme – 5.485 kWh el til varmepumpe Udgifter til anskaffelse indgår ikke.
FJERNVARME
Der er stor forskel på fjernvarmepriserne i Danmark. Det skyldes bl.a., at fjernvarmeværkerne producerer fjernvarme fra forskellige energikilder, fx biomasse, affald, naturgas, varmepumper og kul. Hvordan det enkelte fjernvarmeværks omkostninger påvirkes af de stigende energipriser, afhænger derfor af, hvilke energikilder der anvendes. Det er særligt husstande i enkelte fjernvarmeområder med et højt gasforbrug, der kan være udsatte for stigninger i deres varmeregning.
Fakta: CO2-udledning fra opvarmning
CO2-udledningen i kg pr. år fra opvarmning af et typisk hus på 140 m2 efter varmetype:
- Olie: 5.200
- Elvarme: 4.100
- Naturgas: 3.800
- Fjernvarme: 1.600*
- Varmepumpe: 1.200
* Udledningen kan variere mellem de forskellige fjernvarmeområder.
Kontakt
Pressechef Ture Falbe-Hansen, 25 13 78 46, tfh@ens.dk