Energisituationen: Her er Energistyrelsens råd til at spare på sommerens energiforbrug

Høje energipriser, klimahensyn og presset på det europæiske gasmarked har øget behovet for at spare på energien. Nye tal viser, at danskerne er blevet mere motiverede for at gøre netop det. Derfor lancerer Energistyrelsen nu en kampagne, som skal hjælpe danskerne med at spare energi - hele året rundt.

Europas gasforsyning er under pres. Det påvirker prisen på energi og presser forsyningen i Danmark. Derfor er det nu blevet ekstra vigtigt, at vi reducerer energiforbruget – oveni hensynet til klimaet og danskernes økonomi.

”Det er en alvorlig situation, som vi følger tæt. Vi kan alle sammen gøre en indsats for at spare på energien, og vi sætter os i en bedre situation for hver kilowatt-time, vi sparer – både af hensyn til økonomi, klima og forsyningssikkerhed,” siger direktør i Energistyrelsen, Kristoffer Böttzauw

Danskerne er allerede motiverede for at spare. I en ny befolkningsundersøgelse fra Energistyrelsen svarer 6 ud af 10 danskere, at de nu er mere motiverede for at spare på energien end for seks måneder siden.

”Det er meget positivt, at danskerne i så høj grad har fokus på at spare på energien. Vi oplever, at mange efterspørger information om, hvad de kan gøre, og hvornår det giver bedst mening. Vi vil meget gerne hjælpe borgerne, for der er faktisk en del ting, man selv kan gøre for at spare på energien,” siger Stine Leth Rasmussen, vicedirektør i Energistyrelsen.

Derfor lancerer Energistyrelsen en ny kampagne, der skal hjælpe danskerne med at spare på energien alt efter årstid. For selv om det er sommer og ferien står for døren, er der er flere konkrete spareråd, man her og nu kan følge for at reducere energiforbruget. Til gavn for pengepung, klima og øget uafhængighed af russisk gas.

Danskerne skaber travlhed hos rådgivningstjeneste

Hos Energistyrelsens rådgivningstjeneste, der gratis rådgiver private husstande om energibesparelser, har man ligeledes oplevet en stærkt stigende interesse for at spare og ændre adfærd. Det glæder Stine Leth Rasmussen.

”Vi oplever, at danskerne har fået øjnene op for, at man med simple greb kan spare ganske meget på energien, uden det går ud over livskvaliteten,” siger hun.

Førnævnte befolkningsundersøgelse viser desuden, at danskerne har mange forskellige grunde til at spare på forbruget.

”Vi kan se, at det for danskerne ikke kun handler om at spare penge. Samfundsperspektivet, den grønne omstilling og energiforsyningen fylder også hos danskerne. Men vi ved også, at danskerne ønsker mere information om, hvordan man sparer, og derfor sætter vi gang i denne kampagne nu.”

Hen over sommeren fokuserer kampagnen: Én ting er sikkert. Og det er grønt’”

især på konkrete spareråd, der skal hjælpe danskerne i gang med at spare på energien:

  • Sommerluk varmeanlægget: Send dit varmeanlæg på ferie hen over sommeren, og spar op mod 5% af din årlige varmeregning. Det er op til cirka 1.300 kr., hvis du har gasfyr. Du kan også sommerlukke andre typer af varmeanlæg. Se her, hvordan du kan gøre det på kun 5 minutter.
  • Tag kortere varme bade:Gør dine varme bade kortere. Hvis du korter 5 af familiens ugentlige brusebade ned fra 15 til 5 minutter, kan du spare op mod 5000 kr. om året – alt efter hvilken varmekilde du har.
  • Brug tørresnoren: Brug tørresnoren i haven, i gården eller tørrestativet på altanen. Så får tørretumbleren og dit strømforbrug en pause. For det kan koste dig omkring 2.500 kr., hvis du har en C-mærket tørretumbler, der får lov at køre fire gange om ugen hele året.
  • Afkobl apparaterne derhjemme inden ferien: Sluk apparater og maskiner på kontakten, inden du tager på ferie. Så sluger de ikke strøm, når du alligevel ikke er hjemme. Især ældre apparater og apparater tilsluttet internettet kan have et højt standby-forbrug.
  • Flyt elforbruget: Strømprisen varierer væsentligt over tid. Ved at time sit elforbrug, fx ved at udskyde opvaskemaskinen, kan man spare mange penge. På SparEnergi.dk kan man se strømpriserne time for time for det kommende døgn.
  • Energirenovering en god investering, både for pengepung, klima og forsyningssikkerhed.Har man mulighed for at energirenovere sin bolig, falder energiforbruget og dermed regningen i en tid med stigende energipriser. Et godt sted at starte er ved at undersøge mulighederne for energirenovering på SparEnergi.dk

Materiale

Se materialepakke for kampagnen

 

Fakta: Om kampagnen ”Én ting er sikkert. Og det er grønt’”

Energistyrelsens kampagne: Én ting er sikkert. Og det er grønt’ skal hjælpe danskerne med at spare energi ved at skrue lidt ned, bruge lidt mindre, energirenovere boligen og finde alternativer til olie og gas i opvarmningen. Der er nemlig mange ting, som danskerne selv kan gøre i hverdagen. De små handlinger har ikke kun en effekt på el- og varmeregningen. De er også med til at gøre os uafhængige af olie og gas. Det giver os på sigt en mere sikker energiforsyning – og i sidste ende også en grønnere energiforsyning.

Danskerne kan bl.a. støde på kampagnen med spareråd på digitale og printede medier, i byrummet og på Energistyrelsens hjemmeside med energispareråd; SparEnergi.dk. I løbet af sommeren vil Energistyrelsens rådgivningstjeneste cykle ud i sommerlandet og lave pop up events, hvor alle interesserede kan få gratis rådgivning.

Fakta: Om undersøgelsen

  • Dataindsamlingen er foretaget af Userneeds ved brug af Userneeds’ danske onlinepanel. Surveyen er således gennemført gennem online besvarelser.
  • Dataindsamlingen er sket i perioden 1.- 6. april 2022.
  • Analysen er baseret på 2.015 respondenter repræsentativt fordelt på køn, alder og region. Undersøgelsen er således national repræsentativ på disse parametre

Spørgsmål: Hvor motiveret er du for at spare på dit forbrug af el og varme sammenlignet med for 6 måneder siden?

o   Meget mere motiveret (24%)

o   Noget mere motiveret (38%)

o   Lige så motiveret (33%)

o   Noget mindre motiveret (2%)

o   Meget mindre motiveret (0%)

o   Ved ikke (3%)

 

Spørgsmål: hvad er den vigtigste grund til, at vi skal spare på energien i Danmark?

o   Gøre noget godt for miljøet (41%)

o   Reducere Danmarks afhængighed af energi fra Rusland (25%)

o   Undgå at Danmarks energiforsyning kommer under pres (20%)

o   Spare penge (9%)

o   Ved ikke (4%)

o   Andet (1%)

Pressemedarbejder
Laura Andersen
Mail Icon
Pressechef
Ture Falbe-Hansen
Mail Icon