Energistyrelsen udbyder nu tre arealer til etablering af havvind. Det drejer sig om ”Nordsøen Midt”, ”Hesselø” i Kattegat og ”Nordsøen Syd”. Parkerne skal tilsammen kunne levere grøn strøm svarende til forbruget i omkring tre millioner danske og europæiske hjem.
De tre havvindmølleparker udbydes med en støttemodel - en såkaldt 2-sidet kapabilitetsbaseret differencekontrakt (CfD). Modellen betyder, at staten garanterer havvindsproducenterne en fast pris for deres strøm. Det gør risikoen ved lave elpriser mindre for opstiller og giver dermed en større sikkerhed. Et element, der har været et ønske fremført af markedet. Der er fastsat et støtteloft på samlet set 55,2 milliarder kroner inkl. moms.
Der er stillet krav i udbuddene i forhold til bæredygtighed og social ansvarlighed. Det indebærer blandt andet krav om genanvendelige møllevinger, krav mod social dumping og budvinderen af Hesselø skal etablere havvindmølleparken med såkaldt natur-inkluderende design. For at værne mod sikkerhedstrusler bliver der derudover også stillet krav om, at byderne til enhver tid skal kunne dokumentere, at de efterlever gældende beredskabsslovgivning.
Udbuddene er en opfølgning på et havvindsudbud fra 2024, hvor seks arealer blev udbudt. Ved tilbudsfristens udløb for de tre første arealer havde Energistyrelsen ikke modtaget nogen bud. Derfor har Energistyrelsen efterfølgende afholdt flere markedsdialoger, der danner fundamentet for to politiske aftaler i 2025. De nye 2,8 GW havvindsudbud tager afsæt i disse aftaler.
Udbudsmaterialet offentliggøres via EU Supply. Der er frist for bud for Nordsøen Midt og Hesselø foråret 2026. Fristen for Nordsøen Syd er efteråret 2028.
Vær opmærksom på at der er en forsinkelse på op til 48 timer fra offentliggørelsen, til materialet kan tilgås.
Fakta om de tre arealer til havvind:
- Nordsøen Midt, minimum 1 GW, skal være færdigopført med udgangen af 2032
- Hesselø i Kattegat, minimum 800 MW, skal være færdigopført med udgangen af 2032
- Nordsøen Syd, minimum 1 GW, skal være færdigopført med udgangen af 2034
- Udbuddene gennemføres med mulighed for overplanting.
Relevante links:
Politiske aftaler:
- Aftale om udbudsrammer for havvind fra den 19. maj 2025 samt Justeringer til Aftale om udbudsrummer for havvind fra den 7. november 2025