Energistyrelsen får ny direktør
Klima-, Energi- og Bygningsministeriets pressemeddelelse:
Energistyrelsens nye direktør hedder Morten Bæk. Han kommer fra en stilling som afdelingschef i Klima-, Energi-, og Bygningsministeriets departement, hvor han siden ministeriets etablering har opbygget en solid ledelsesmæssig erfaring som ledende ministersekretær, kontorchef på både det administrative og det energifaglige område, og senest som afdelingschef.
Energistyrelsen skal i de kommende år stå i spidsen for den omstillingsproces, som energisektoren skal gennemleve hen imod et lavemissionssamfund. Det er en spændende men krævende opgave, som Morten Bæk skal sikre, bliver løftet.
Morten Bæk har et bredt netværk på Slotsholmen, blandt de danske interesseorganisationer, i EU og internationalt. Han er dermed godt klædt på til at løfte Energistyrelsens opgaver i tæt samarbejde og dialog med styrelsens interessenter.
Morten Bæk vil indgå i Klima-, Energi- og Bygningsministeriets koncernledelse, hvor han vil bidrage til udviklingen af det samlede ministerium.
Morten Bæk har en baggrund i konsulentbranchen og Udenrigsministeriet. Han er uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet.
Morten Bæk tiltræder den 2. januar 2014.