Energistyrelsen godkender salget af Shell Olie- og Gasudvinding Danmark B.V.
Energistyrelsen har godkendt, at Shell Olie- og Gasudvinding Danmark B.V.s andele af aktiverne i den danske del af Nordsøen kan overdrages til Altinex AS, som er et selskab i den norske oliekoncern Noreco. Godkendelsen sker efter en undersøgelse af Norecos økonomiske styrke og tekniske formåen.
Energistyrelsen har i dag truffet afgørelse om indirekte overdragelse af Shell Olie- og Gasudvinding Danmark B.V.s andele i den danske del af Nordsøen til Altinex AS, som er et selskab i den norske oliekoncern Noreco. De overdragede aktiver omfatter Shells andele af Eneretsbevillingen, tilladelse 8/06 område B og Tyra gasrørledningen.
Energistyrelsens godkendelse indeholder flere vilkår, herunder moderselskabsgarantier fra Noreco for de økonomiske forpligtelser, der ligger i tilladelserne 8/06 område B og Tyra gasrørledningen. Total garanterer fortsat 100 pct. for Eneretsbevillingen. Der er tillige stillet vilkår om, at Noreco-koncernen opskalerer organisationen med henblik på hensigtsmæssig forretningsdrift og nødvendig teknisk kapacitet i DUC. Endelig er der fastsat vilkår om, at Shell hæfter subsidiært økonomisk for at fjerne eksisterende anlæg, såfremt det senere skulle vise sig, at Noreco ikke er i stand til at dække udgifterne.
Set i lyset af den betydelige økonomiske forpligtelse, der ligger i DUC-samarbejdet, forventer Energistyrelsen løbende at føre et styrket tilsyn med den finansielle situation og den tekniske kapacitet i Noreco-koncernen.
Andele i DUC efter overdragelsen:
Efter overdragelsen vil ejerskabet af DUC se således ud: Nordsøfonden (20 pct.), Total (43,2 pct.) og Noreco (36,8 pct.).
Fakta om Noreco:
Selskabet Altinex (køber) er ejet af det børsnoterede olie- og gasselskab Norwegian Energy Company ASA, som er det øverste moderselskab i Noreco-koncernen. Selskabet blev etableret i 2005 i Norge, og blev i 2007 børsnoteret på børsen i Oslo (Oslo Stock Exchange). Selskabet ejes af en lang række (over 5.000) aktionærer, som primært er hjemmehørende i Europa og USA.
Kontakt:
Pressechef Ture Falbe-Hansen; Tlf. +45 2513 7846; e-mail: tfh@ens.dk
Kontorchef Trine Sannem Mønsted; Tlf. 45 2618 0292; e-mail: tsm@ens.dk