Energistyrelsen indkalder til lodtrækning for at identificere budvinder på Thor Havvindmøllepark

Energistyrelsen inviterer et antal bydere på Thor Havvindmøllepark til lodtrækning, da mere end én byder har tilbudt minimumsprisen på 0,01 øre/kWh og størst parkkapacitet.

Mere end én byder har tilbudt at bygge Thor Havvindmøllepark med en kapacitet på 1.000 MW til minimumsprisen på 0,01 øre/kWh, og udbuddet bliver derfor i overensstemmelse med udbudsbetingelserne afgjort ved en lodtrækning. Lodtrækningen finder sted d. 1. december 2021 kl. 11.00 i Energistyrelsen. De involverede bydere inviteres med til lodtrækningen for at sikre fuld transparens omkring processen. Det er kun muligt for de inviterede bydere at deltage i lodtrækningen, og der er således ikke adgang for pressen.

Lodtrækningen overværes af en uafhængig revisor og af Kammeradvokaten for at sikre, at lodtrækningen overholder de udbudsretlige vilkår.

Når lodtrækningen er gennemført d. 1. december, vil budvinderen blive offentliggjort ved meddelelse direkte til samtlige tilbudsgivere samt med en pressemeddelelse fra Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet og Energistyrelsen samme dag.

Derfor afgøres Thor Havvindmøllepark ved lodtrækning

Ifølge udbudsbetingelserne tildeles koncessionsaftalen til den, der byder laveste budpris. Hvis flere byder samme laveste budpris, vinder den, der byder ind med størst parkkapacitet. Hvis både budpris og parkkapacitet er ens, afgøres udbuddet ved lodtrækning.

Fakta om Thor

  • Thor Havvindmøllepark er den første af de tre havvindmølleparker besluttet som en del af Energiaftalen fra 2018.
  • Thor bliver den hidtil største havvindmøllepark i Danmark og vil blive etableret minimum 22 km ud for kysten ved Thorsminde på den jyske vestkyst.
  • Parken blev udbudt med en fleksibilitet på 800-1000 MW, ligesom ilandføring af kabler fra parken og ind til land, som noget nyt, har været inkluderet i udbuddet.
  • Thor kan levere strøm til ca. 1. mio. danske husstande. De samlede investerings­omkostninger for Thor anslås at være ca. 15,5 mia. kr.
  • Thor skal være fuldt etableret og nettilsluttet senest ultimo 2027, og bevillingen gives for 30 år med mulighed for at blive forlænget i 5 år.

Kontakt:

  • Pressechef Ture Falbe-Hansen (tfh@ens.dk), mobil (+45) 2513 7846
  • Chefkonsulent Jeppe Lundbæk (JEL@ens.dk), telefon (+45) 3392 7553
  • Specialkonsulent Anette Norling (ano@ens.dk), telefon (+45) 3392 6735

Pressechef
Ture Falbe-Hansen
Mail Icon