Energistyrelsen inviterer nu til markedsdialog om den nye sammenlagte CCS-pulje

20. december 2023

Fremover skal der kun være én pulje for CO2-lagring, fangst og transport (CCS). Derfor inviterer Energistyrelsen nu potentielle tilbudsgivere og relevante markedsaktører til at deltage i en markedsdialog, der skal danne ramme for udformningen af den nye CCS-pulje.

Da den politiske aftale om styrkede rammevilkår for CCS i Danmark blev vedtaget i september 2023, blev tidligere afsatte midler sammenlagt til én samlet CCS-pulje, der skal udmøntes igennem to udbudsrunder. 

Formålet med aftalen er at skabe klarhed for markedsaktørerne om støttevilkår, så CCS-udbuddene også bliver relevante for større punktkilder og regionale klynger fremover. Ifølge aftalen vil udbuddene være på henholdsvis ca. 10,5 milliarder kroner og 16,3 milliarder kroner, og støtten vil blive udbetalt over en 15-årig periode. Det er forventningen, at det giver henholdsvis 0,9 og 1,4 million tons fanget og lagret CO2 årligt fra 2029.

På den baggrund inviterer Energistyrelsen nu til markedsdialog, hvor udformningen af den nye pulje er på programmet.

Udbuddene åbner i 2024 og 2025
Markedsdialogen vil give markedsaktører, herunder potentielle tilbudsgivere, mulighed for at afgive skriftlig feedback og anbefalinger til Energistyrelsen omkring designet af udbudsmaterialet og –betingelser for udbuddene af CCS-puljen.

Udbuddene skal offentliggøres i juni 2024 og juni 2025. Det udspringer af den politiske aftale om styrkede rammevilkår for CCS i Danmark. I forbindelse med opstart af markedsdialog har Energistyrelsen udsendt en forhåndsmeddelelse i TED (EU-Supply), hvor de nærmere detaljer om og materiale til brug for markedsdialogen kan tilgås.

Invitationen kan også findes på Energistyrelsens hjemmeside (på engelsk)

Fakta 

  • I puljen er der midler til fangst og lagring fra 2028 med krav om fuld fangst og lagring fra 2029.
  • Støtten udbetales pr. ton CO2 fanget og lagret, og der kan indgås kontrakter med flere aktører.
  • Støttemodtagere kan være aktører fra hele CCS-værdikæden, konsortier eller en tredjepart, som vil være ansvarlig for hele værdikæden – altså for fangst, transport og lagring.

Kontaktpersoner

Pressetelefon (modtager ikke SMS'er)
(+45) 3395 0800

Abonnér på Energistyrelsens nyheder

Tilmeld dig