Energistyrelsen og vietnamesiske myndigheder i dialog om fremtidens havvind i Vietnam
Energistyrelsen og den vietnamesiske Styrelse for Elektricitet og Vedvarende Energi udarbejder netop nu en ”Input to Roadmap” rapport, der skal bidrage til udviklingen af havvind i Vietnam. I dag afholdt Energistyrelsen og en række vietnamesiske myndigheder et webinar for at gennemgå rapportens anbefalinger og diskutere, hvordan den vietnamesiske regering kan sætte skub i udbygningen med havvind.
Det dansk-vietnamesiske energipartnerskab kører på skinner, selvom om coronaviruspandemien gør det umuligt fysisk at deltage i bilaterale møder og studieture i begge lande. I dag lykkedes det at samle en lang række interessenter for at gennemgå ”Input to Roadmap”-rapporten og diskutere, hvilke tiltag den vietnamesiske regering kan iværksætte for at strømline udviklingen af havvind.
Fra vietnamesisk side deltog repræsentanter fra det vietnamesiske Industri- og Handelsministerium og Miljøministeriet herunder blandt andre styrelserne for elektricitet og vedvarende energi, der var repræsenteret ved generaldirektør Hoàng Tiến Dũng, samt styrelsen for elregulering. Også de fire kystregioner Ba Ria-Vung Tau, Ben Tre, Binh Thuan and Ninh Thuan var repræsenteret. Fra dansk side deltog den danske ambassade i Hanoi og Energistyrelsen.
”Jeg er begejstret over, at det bilaterale energisamarbejde er på rette spor på trods af de vanskeligheder, coronapandemien medfører. Afviklingen af dagens webinar med højniveaudeltagelse er et bevis på, hvor stærkt og værdsat det dansk-vietnamesiske myndighedssamarbejde, der blev indledt i 2013, er. Vietnam har et stort potentiale for havvind, som kan komme til at spille en nøglerolle i landets grønne transition” udtaler Energistyrelsens vicedirektør, Martin Hansen.
Stort potentiale for havvind i Vietnam
Et stadig stigende elforbrug, der gennemsnitligt er vokset med 10 procent om året i det seneste årti, og stigende afhængighed af importerede fossile brændsler har fået den vietnamesiske regering til at sætte fokus på vedvarende energikilder i sin kommende 10-årsplan for udviklingen af elsektoren (Power Development Plan 8). Gennem myndighedssamarbejdet har Energistyrelsen ydet støtte til planen, blandt andet ved at udarbejde Vietnam Energy Outlook rapporter.
Med over 3000 km kystlinje og nogle af de bedste havvindsforhold i Sydøstasien er Vietnam et eftertragtet men uopdyrket vindmarked med stort potentiale. Energistyrelsen og den vietnamesiske styrelse for elektricitet og vedvarende energi er derfor ved at udarbejde ”Input to Roadmap”-rapporten, som blandt andet indeholder ressourcekortlægning, forslag til placering af havvind, LCOE-estimering, transmissionsnetsanalyse og konsolidering af eksisterende data. Den endelige version af rapporten lanceres på en workshop i Hanoi d. 9. september 2020.
De foreløbige resultater der blev præsenteret på dagens webinar, viser, at Vietnam har et teknisk potentiale på 160 gigawatt havvind. Til sammenligning er der på verdensplan installeret ca. 29 gigawatt havvind i dag, hvoraf Danmark råder over 1,7 gigawatt. Vietnam er det eneste land i regionen, der allerede har implementeret kystnær vind (99 megawatt), og med anseelige vindressourcer og pipeline potentiale, er der allerede på dette tidlige tidspunkt stor interesse fra havvindsindustrien.
Myndighedssamarbejde siden 2013
- I 2013 etablerede Danmark og Vietnam et energipartnerskab (Danish Energy Partnership Programme (DEPP)) med det formål at styrke Vietnams omstilling til en lav-emissions økonomi. Partnerskabet finansieres af Klimapuljen og administreres af Energistyrelsen.
- Under the Danish Energy Partnership Programme (DEPP) samarbejder Energistyrelsen med det vietnamesiske Industri- og Handelsministerium, der er ansvarlig for energiområdet. Partnerskabet befinder sig pt. i anden fase (DEPP II), som løber fra 2017-2020.
- DEPP III bliver et femårigt program (2020-2025) med start i november 2020.
- Danmark opruster ved at udstationere to energirådgivere, der kommer til at arbjede direkte i det vietnamesiske ministerium for industri og handel, samt en sektorrådgiver med fokus på vind til den danske ambassade i Hanoi.
- Energistyrelsen samarbejder med 15 nationer, der tilsammen er ansvarlige for mere end 60% den globale CO₂-udledning. Disse myndighedssamarbejder bidrager til at nedbringe udledningerne af drivhusgasser globalt og åbne markeder for eksporten af dansk energiteknologi.
Kontakt
Erik Kjær, seniorrådgiver (erk@ens.dk / +45 33 92 67 95)
Aisma Vitina, specialkonsulent (avi@ens.dk / +45 33 92 75 25)