Energistyrelsen strammer kravene til energikonsulenter

4. december 2014

Pressemeddelelse

Energimærkningsfirmaer og energikonsulenter vil fremover få karantæne, hvis de laver alvorlige eller gentagne fejl i energimærkningen af bygninger.

Der er for mange fejl i de ca. 55.000 energimærkninger af bygninger, der bliver udarbejdet hvert år. For at forbedre kvaliteten strammer Energistyrelsen nu reglerne, så der fra starten af 2015 vil kunne gives karantæne til energimærkningsfirmaer og energikonsulenter, der laver alvorlige eller gentagne fejl i energimærkningerne.

Det er energimærkningsfirmaerne, der har ansvaret for kvaliteten af energimærkningerne, og det er også deres ansvar, at de ansatte energikonsulenter har de fornødne kompetencer til at udføre opgaven. Energistyrelsen vil fremover indskærpe, at energimærkningsfirmaerne skal reagere overfor energi­konsulenter, der sjusker med energimærkningsrapporterne. Sker dette ikke, kan energimærkningsfirmaet få karantæne.

”Det er ikke acceptabelt, at der er alvorlige fejl i hver 8. energimærke. Derfor har vi også sat massivt ind for at få kvaliteten forbedret. Vi skærper nu sanktionerne, så energikonsulenter, der gentagne gange leverer fejlagtige energimærkninger får karantæne. Kvaliteten af energimærkningerne skal hæves, så boligejerne kan have tillid til, at energikonsulenternes rapporter er retvisende”, siger vicedirektør Dorte Nøhr Andersen, Energistyrelsen.

Energistyrelsen har tidligere i år tydeliggjort overfor energikonsulenterne, hvordan energimærkningerne udføres, og der er strammet op om uddannelsen, så alle energikonsulenter skal bestå en eksamen, før de må begynde at arbejde som energimærkningskonsulent.

Certificerende organer fører kontrol

Det er Bureau Veritas, Byggeriets Kvalitetskontrol A/S og Det Norske Veritas, der er akkrediteret af DANAK til at certificere og føre kontrol med energimærkningsfirmaerne.  Fremover vil de tre organer få en klar forpligtelse til at give karantæne til et firma, der har begået alvorlige eller gentagne fejl i energi­mærk­ningerne.

Energistyrelsen vil præcisere i certificeringsgrundlaget, at de certificerende organer skal have dokumentation fra energimærkningsfirmaerne om, at forholdene er bragt i orden, før firmaerne igen kan indberette energimærkninger. Denne dokumentation kan fx bestå i, at energimærkningsfirmaet ved en tjekliste kan dokumentere, at firmaets procedure for egenkontrol bliver fulgt nøje, inden energimærk­ningen indberettes. Det kan også være dokumentation for, at energikonsulenten gennemfører et efteruddannelsesforløb, før han igen kan udarbejde energimærker.

Firmaerne har pligt til at rette op på konsulenternes viden og til at genoprette deres kompetencer ved efteruddannelse eller kurser i relevante emner med tilhørende bestået prøve. Hvis fejlene er af så grov karakter, at der er behov for at tage den fulde uddannelse igen, skal energikonsulenten gennemføre hele uddannelsen og bestå de 5 tilknyttede eksaminer, før de igen må praktisere som energikonsulenter. Energikonsulenten vil således have karantæne, indtil efteruddannelse eller fuldt kursus er bestået igen.

Fakta: Initiativer i 2014, der forbedrer kvaliteten af energimærkningerne

  • Nyt uddannelses- og efteruddannelsessystem for energikonsulenter pr. 1. oktober med obligatoriske eksaminer.
  • Reviderede og klare retningslinjer i håndbog for hvordan energikonsulenterne udarbejder energimærker.
  • Nedsat arbejdsgruppe med deltagelse af branchen skal forbedre energikonsulenternes værktøjer til at udarbejde energimærkninger, så risikoen for fejl minimereres.
  • Stramninger i certificeringsgrundlaget, så energimærkningsfirmaer og energikonsulenter risikerer karantæne ved alvorlige eller gentagne fejl i energimærkningerne.

Om energimærkning af bygninger

Ture Falbe-Hansen
Pressechef
Center for Organisation
Tlf.: 25 13 78 46
tfh@ens.dk
 

Trine Heidemann Garde
Kontorchef
Center for Tele
Tlf.: 20 96 17 92
thg@ens.dk

Kontaktpersoner

Ture Falbe-Hansen
Pressechef (+45) 2513 7846

Relaterede nyheder

Abonnér på Energistyrelsens nyheder

Tilmeld dig