Energistyrelsen udgiver ny drejebog for fossilfri spidslast for at fremme fossilfrie løsninger i fjernvarmesystemet
Energistyrelsen har fået udarbejdet en drejebog for fossilfri spidslast i fjernvarmesystemet. Drejebogen skal øge viden om fossilfri spidslast i små og mellemstore fjernvarmeselskaber for at fremme udrulningen af de fossilfrie løsninger. I drejebogen kan fjernvarmeselskaber, bestyrelser og kommuner finde inspiration til, hvordan de kan optimere deres spidslastforbrug og implementere fossilfrie spidslastteknologier i deres fjernvarmesystem.
I Danmark er der lige under 400 fjernvarmeselskaber, og ikke to af dem er ens. De varierer i alt fra brændselsvalg, produktionskapacitet, forbrugsmønstre, vedligeholdelsesstrategi til rørføring og meget mere. Alle disse elementer kan være med til at påvirke, hvad der er mest optimalt for det enkelte selskab.
Energistyrelsens nye drejebog for fossilfri spidslast henvender sig dermed til en bred målgruppe med forskellige behov. Målet er at give læseren bred viden om tekniske, økonomiske og regulatoriske forhold, der er vigtige i planlægningen for spids- og reservelast forud for igangsættelsen af et konkret projekt.
Læs drejebog til fossilfri spidslast
Beregningsprogram kan screene økonomien bag de nye løsninger
Den eksisterende spidslastkapacitet i de danske fjernvarmesystemer består overvejende af gas og oliekedler og udleder omkring 0,6 millioner ton CO2 årligt. Drejebogen kan bidrage til at reducere denne udledning ved at yde rådgivning til, hvordan fjernvarmeselskaberne kan udfase brugen af olie og gas i deres spids- og reservelast ved at supplere eller konvertere til fossilfrie alternativer.
Som supplement til drejebogen offentliggør Energistyrelsen et beregningsprogram, som fjernvarmeselskaberne frit kan bruge til at simulere deres fjernvarmesystem time for time over et år. Hermed er det muligt at screene nye løsningers økonomi. Det er meningen, at drejebogen og det medfølgende beregningsark kan bruges som værktøjer i beslutningsprocessen for udfasning af fossile brændsler i spidslasten.
Drejebogen og beregningsprogrammet er udarbejdet for Energistyrelsen af Grøn Energi i samarbejde med fjernvarmebranchen. Drejebogen og beregningsprogrammet er finansieret gennem klimaaftalen af 22. juni 2020.
Temadage om fossilfri spidslast i februar
I løbet af februar afholder Energistyrelsen og Dansk fjernvarme to temadage, hvor fjernvarmeselskaberne bliver inviteret til at få en præsentation af de to produkter samt en række andre oplæg om relevante emner vedrørende spidslast.
Den ene temadag bliver afholdt hos Dansk Fjernvarme i Kolding d. 6 februar, og den anden bliver afholdt hos Energistyrelsen i København d. 27. februar.
Mere information og tilmeldelse kan findes på Dansk Fjernvarmes hjemmeside