Energistyrelsen udvider USA-samarbejde med delstaten North Carolina

1. marts 2023
Billede: Colourbox
Billede: Colourbox

North Carolina rummer det største potentiale for havvind på den amerikanske østkyst. I et nyt myndighedssamarbejde med Energistyrelsen vil delstaten hente inspiration fra Danmark til at udvikle en ny havvindsektor. Det nye samarbejde skal bidrage til global grøn omstilling og er den femte amerikanske delstat, som Energistyrelsen indgår et energisamarbejde med.

Energistyrelsen underskriver i dag et nyt myndighedssamarbejde med North Carolinas Department of Commerce. Samarbejdet skal understøtte North Carolinas ambitioner om udbygning med 2,8 gigawatt havvind inden 2030 og 8 gigawatt inden 2040.

North Carolinas kystlinje egner sig i høj grad til havvind med lave havdybder og gode vindforhold. Oveni er der i forvejen en stor etableret industribase, som kan indgå i en ny grøn industriel fødekæde til udbygningen med havvind. Delstaten har også etableret et regionalt samarbejde med de omkringliggende delstater Virginia samt Maryland.

”Det er enormt positivt, at danske erfaringer med havvind er efterspurgt i USA. Som så mange andre steder i USA er North Carolina optaget af at skabe jobs og genere økonomisk udvikling samtidig med, at de gennemfører en omstilling mod en grønnere økonomi. Det er jeg utroligt glad for, at vi kan hjælpe til med,” udtaler Kristoffer Böttzauw, direktør i Energistyrelsen.

”Den viden, data og best practice, som Energistyrelsen har genereret med 30 års erfaring med havvind, giver os utallige fordele, når vi nu åbner op for denne voksende industri,” siger Secretary of Commerce i North Carolina, Machelle Baker Sanders og fortsætter: ”I vores arbejde med at udvikle North Carolinas havvindindustri ansvarligt, værdsætter jeg den ekspertise og de nye kræfter, som partnerskabet med Energistyrelsen bringer til min afdeling og befolkningen i North Carolina.”

I starten af februar 2023 forlængede Energistyrelsen sit samarbejde med delstaten Californien om udvikling af havvind og energieffektivitet. Energistyrelsen samarbejder derudover med Virginia, New Jersey og New York om havvind. North Carolina bliver dermed den femte delstat i rækken af samarbejder under ordningen Energy Governance Partnership.

Udover at dele danske erfaringer med at udvikle en værdikæde og skabe grønne jobs, skal Energistyrelsen også hjælpe med at optimere de lovgivningsmæssige rammer, der er en vigtig forudsætning for at udvikle en ny havvindsektor, og som bidrager til at sænke risici for investorer.

Fakta om Energistyrelsens myndighedssamarbejde med USA

  • Energistyrelsen indgår et nyt myndighedssamarbejde om havvind med delstaten North Carolina som en del af ordningen Energy Governance Partnership.
  • North Carolina har sat et mål om at have opført 2,8 gigawatt havvind inden 2030 og 8 gigawatt inden 2040. Til sammenligning har Danmark i dag 2,3 gigawatt havvind i drift.
  • Ud over North Carolina samarbejder Energistyrelsen også med delstaterne Californien, Virginia, New Jersey og New York.
  • Danmark har myndighedssamarbejde om energi med 24 lande, der til sammen udleder 70 procent af verdens CO2. Oveni kommer en række landesamarbejder af kortere varighed bl.a. under ordningen Danish Energy Transition Initiative. Ved at opbygge viden og kapacitet i partnerlandenes nationale myndigheder, styrkes de politiske beslutningstagere i at træffe bæredygtige og omkostningseffektive energipolitiske beslutninger, der understøtter den globale grønne omstilling.

Kontaktpersoner

Ture Falbe-Hansen
Pressechef (+45) 2513 7846

Relaterede dokumenter

Abonnér på Energistyrelsens nyheder

Tilmeld dig