EUDP åbner for ansøgninger til særpulje for bygningsintegrerede solceller (BIPV)

10. april 2015

Energiteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP) udbyder 5,6 mio. kr. til en særlig indsats for udvikling og demonstration inden for bygningsintegrerede solceller.

I forlængelse af aftalen d. 26. juni 2013 mellem regeringen og Enhedslisten er der på Finansloven 2015 afsat 5,6 mio. kr. til en særlig indsats for at fremme bygningsintegrerede solceller. Indsatsen gennemføres som særpulje under Energiteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP), og der åbnes nu for ansøgninger om støtte til samlede projekter om udvikling og/eller demonstration inden for bygningsintegrerede solceller.

Det samlede BIPV-program sigter mod billiggørelse og anvendelighed i byggeriet i 2 spor:

a)     Løsninger til eksisterende byggeri ved f.eks. renoveringer. Fokus bør her være integrerbarhed, dvs. arkitektonisk gode tilpasninger til eksisterende byggematerialer, herunder reproducerbare, montagenemme standardelementer, men ikke nødvendigvis standardstørrelser.

b)      Løsninger til nybyggeriet og større renoveringer i form af præfabrikerede tag- og facadeløsninger. Fokus bør være arkitektonisk tilfredsstillende multifunktionelle byggekomponenter, og skalerbarhed og udskiftelighed er ønskeligt for sådanne systemløsninger.

Såfremt ansøgningerne indeholder demonstrationsprojekter, som overstiger særprogrammets økonomiske muligheder, vil projekterne evt. kunne fasedeles, således at udviklingen støttes af særpuljen, og demonstrationen af EUDP’s ordinære tilskudsmidler.

Herudover vil der gælde de generelle kriterier for tilskud til EUDP-ansøgninger, se EUDP’s hjemmeside, herunder Indkaldelse af ansøgninger til EUDP 2015-I:

 http://www.ens.dk/da-DK/NyTeknologi/om-eudp/tilskud/Sider/Forside.aspx.

I regi af Solar City DK vil der den 28. april 2015 kl.13-16 blive afholdt et seminar om bygningsintegrerede solceller i auditoriet hos Rambøll, Hannemanns Allé 53, Ørestaden, 2300 København S, hvor behovene for nye BIPV-løsninger vil blive drøftet på basis af præsentationer af igangværende BIPV-projekter bevilget af EUDP i 2013 og 2014. Tilmelding til Karin Kappel e-mail: kk@solarcity.dk, tlf. 2859 5940.

Fristen for modtagelse af ansøgninger er fredag den 12. juni 2015 kl. 15.00.
Ansøgninger skal indsendes via EUDP’s ansøgningsportal https://tilskudsportal.ens.dk

Yderligere oplysninger:
Jens Windeleff, tlf.5132 1504, jew@ens.dk
Aksel Beck, tlf. 3392 7594, ab@ens.dk

Aksel Laurids Beck
Specialkonsulent
Center for Erhverv og Energieffektivitet
Tlf.: 33 92 75 94
ab@ens.dk
 

Jens Windeleff
AC-medarbejder
Center for Erhverv og Energieffektivitet
Tlf.: 22 49 44 27
jew@ens.dk
 
Mikkel Svane-Petersen
Chef for kommunikation
Center for Organisation
Tlf.: 33 92 66 43
MSPE@ens.dk

Kontaktpersoner

Ture Falbe-Hansen
Pressechef (+45) 2513 7846

Abonnér på Energistyrelsens nyheder

Tilmeld dig