EUDP uddeler 316 millioner kr. til nye energiteknologiske løsninger
Det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP) har netop givet 36 projekter tilsagn om tilskud på i alt 316,38 millioner kr. Pengene skal blandt andet fremme teknologier, som vil mindske asfalts CO2-aftryk, omdanne biologiske restprodukter og udvikle flydende vind- og bølgeanlæg.
EUDP støtter hvert år virksomheder og universiteters arbejde for at udvikle og demonstrere nye, grønne energiteknologier. Siden programmet blev etableret i 2007 har EUDP givet mere end 6,2 milliarder kr. i tilskud fordelt på over 1.200 innovative projekter. Nu sættes der gang i yderligere 36 projekter med støtte fra EUDP.
”Med ny energiteknologi kommer nye muligheder for både den grønne omstilling og danske virksomheder – og det er en række spændende energiteknologiske projekter, som i år får støtte fra EUDP. Der er blandt andet støtte på vej til projekter om flydende vindmøller og mere klimavenlig asfalt, og jeg ser frem til at se projekterne gå fra tegnebræt til virkelighed,” udtaler klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard.
I efteråret modtog EUDP 88 ansøgninger til i alt 925 millioner kr., og dermed kan over 40 procent af ansøgerne nu glæde sig over at have modtaget tilsagn, og ca. 30 procent af den ansøgte støtte udmøntes.
”Vi har støttet en række energiprojekter af både forskellig størrelse og karakter – alle med et stort potentiale for at gøre en positiv forskel for klima, vækst og beskæftigelse. Jeg glæder mig til at se projekterne udfolde sig og skabe jobs og grønne resultater forskellige steder i energisystemet,” fortæller Kim Lehmann, formand for EUDP’s bestyrelse.
Blandt projekterne, der har fået tilsagn om tilskud er blandt andet en ny svampebaseret løsning til vejbelægning, en teknologi, der skal omdanne spildevandsslam til grønt brændstof og et projekt, der skal fremme udviklingen af flydende vind- og bølgekraft.
Og pengene kommer til at gøre en forskel – de hjælper teknologierne med at komme ud over rampen:
”Støtten fra EUDP er med til at sikre, at vi kan gennemføre det EU-støttede SEAWORTHY-projekt, der skal bringe teknologien til markedet,” fortæller Anders Køhler, administrerende direktør for Floating Power Plant, der er blandt dem, der har modtaget tilsagn om tilskud.
Bliv klogere på tre af de 36 projekter, som EUDP støtter med tilskud i denne runde her.
Fakta
Fordeling af de 36 projekter, der har fået tilsagn om tilskud:
- 19 EUDP-projekter.
- 2 Green Labs DK-projekter (målrettet etablering af testfaciliteter).
- 14 IEA-projekter (projekter under Det Internationale Energiagentur).
- 1 projekt under Nordsøpuljen.
Fordeling af midler på EUDP’s fokusområder:
Mere grøn el – og til flere formål |
194.057.536 kr. |
Energieffektivisering |
49.930.803 kr. |
Tung transport og Power-to-X i stor skala |
34.311.556 kr. |
Varme og varmelagring |
5.055.556 kr. |
Grøn procesenergi |
505.125 kr. |
Fleksibel el-anvendelse, netudbygning og digitalisering |
10.084.084 kr. |
CO2-fangst, -udnyttelse og -lagring |
20.451.730 kr. |
Andet |
1.986.870 kr. |
I alt |
316.383.260 kr. |
Se listen over samtlige støttede EUDP-projekter i denne ansøgningsrunde.
Mere information
Vil du vide mere om den seneste EUDP-runde og støtten til de nye projekter?
Kontakt Claus Meineche, sekretariatschef, clme@ens.dk, +45 33 92 77 93.