Flere steder i landet kan se frem til bedre mobildækning

28. marts 2019
Billede: Colourbox
Billede: Colourbox

Auktionen over 700 MHz-, 900 MHz- og 2300 MHz-frekvenserne er slut. Mobilselskaberne TDC, Hi3G og TT-Netværket (Telias og Telenors fælles infrastrukturselskab) har vundet frekvenser i auktionen til en værdi af 2.212.432.000 kr.

Energistyrelsen kan i dag offentliggøre vinderne af den netop afsluttede auktion over 700 MHz-, 900 MHz- og 2300 MHz-frekvenserne. Regeringen har i forbindelse med auktionen stillet krav om, at mobilselskaberne skal forbedre dækningen i 212 områder i landet, når de tager de nye frekvenser i brug.

De tre mobilselskaber vandt følgende:

700 MHz
900 MHz 2300 MHz

SDL 700 MHz Antal dækningsområder Pris
Hi3G 2x10 2x10 0 0 67 485.233.000
TDC 2x15 2x10 60 20 79 1.619.599.000
TT-N 2x5 2x10 0 0 66 107.600.000

Om resultatet

  • Auktionen har givet en balanceret fordeling af 900 MHz-frekvensbåndet.
  • Alle selskaberne har vundet frekvenser i 700 MHz-frekvensbåndet.
  • Det primære dækningskrav (212 områder) er blevet afsat, og alle selskaberne har påtaget sig en del heraf.

Om dækningskravet i 700 MHz- og 900 MHz-frekvensbåndene

  • Der er stillet dækningskrav i 212 udvalgte områder, der giver adgang til hastigheder på mindst 30 Mbit/s download og 3 Mbit/s upload samt taledækning.
  • De 212 områder fordeler sig over ca. 2.700 km2, hvilket svarer til 6 pct. af Danmarks samlede areal.
  • Der er ca. 19.000 boliger, virksomheder og sommerhuse i de 212 områder, som vil opleve forbedret dækning som følge af auktionens resultat.
  • Dækningskravene skal senest være opfyldt i april 2022.

Energistyrelsen gennemfører frekvensauktioner

Energistyrelsen administrerer på statens vegne frekvensressourcerne i Danmark. Inden et frekvensbånd sættes på auktion, undersøger styrelsen, om der er flere interesserede mobilselskaber, der ønsker en tilladelse til at bruge de samme frekvenser. Hvis der er knaphed på frekvenserne, sættes de på auktion, hvor det afgøres, hvordan frekvenserne fordeles mellem mobilselskaberne.

Auktionen startede den 19. februar 2019 over 700-, 900- og 2300 MHz-frekvensbåndene, som selskaberne kan anvende til at udbyde mobiltale og mobilt bredbånd, og sluttede den 28. marts 2019 med tre vindere. De tre vindere er TDC, Hi3G og TT-Netværket (Telias og Telenors fælles infrastrukturselskab).

Der blev i auktionen udbudt en frekvensmængde på 60 MHz i 700 MHz-frekvensbåndet, 20 MHz til supplerende downlink i 700 MHz-frekvensbåndet, 60 MHz i 900 MHz-frekvensbåndet og 100 MHz i 2300 MHz-frekvensbåndet.

Kontakt

Fuldmægtig Matias Find, 33 92 67 90, mfi@ens.dk

Kontaktpersoner

Ture Falbe-Hansen
Pressechef (+45) 2513 7846

Abonnér på Energistyrelsens nyheder

Tilmeld dig