God bredde i ansøgninger om tilskud til varmepumper til fjernvarmeproduktion

15. oktober 2015

Energistyrelsen har modtaget ansøgninger om 22 projekter fra interesserede fjernvarmeværker og selskaber, der ønsker at søge om tilskud til varmepumper til produktion af fjernvarme.

Energistyrelsen har pr. den 12. oktober 2015 modtaget ansøgninger om 22 varmepumpeprojekter fra interesserede fjernvarmeværker og selskaber. Der er ansøgt om opstilling af varmepumper med en samlet varmekapacitet på 52 MW og en samlet anlægspris på 375 mio. kr. Heraf er der ansøgt om 84 mio. kr. i tilskud.

Energistyrelsen vil nu undersøge, om ansøgningerne opfylder tilskudsordningens prioriterings- og tildelingskriterier jf. bekendtgørelse nr. 849 fra den 1. juli 2015. Når resultatet foreligger, vil Energistyrelsen informere ansøgerne. Energistyrelsen forventer at udmelde tilsagn eller afslag på tilskud senest den 15. december 2015.

Fakta:

På Finansloven for 2015 indgår en pulje på 27,5 mio. kr. til at etablere og udbrede kendskabet til anvendelse af store eldrevne varmepumper i fjernvarmeforsyningen.

Puljen skal gennem et demonstrationsprogram (tilskudsordningen) dokumentere de driftsmæssige og selskabsøkonomiske fordele for fjernvarmeværkerne og kickstarte udbygningen for, at en større udbygning med store varmepumper kan komme i gang efterfølgende. Puljen kan betyde, at omstilling til at bruge store varmepumper i nogle tilfælde bliver valgt frem for alternative muligheder, og i andre tilfælde vil investeringer blive fremrykket.

Endvidere er afsat 4,0 mio. kr. i 2015 til et rejsehold, der har til formål at hjælpe fjernvarmeværker med konkret implementering af varmepumpeløsninger. Rejseholdet skal rådgive værkerne om de konkrete muligheder for at etablere en stor varmepumpe til fjernvarmeproduktion ud fra de energiressourcer, der er tilgængelige i nærområdet. Rejseholdet har siden maj 2015 indtil videre besøgt 43 fjernvarmeværker.

Målgruppen for rejsehold og demonstrationsprogram vil være fjernvarmeværker, som i dag er baseret på naturgasfyret kraftvarme.

Ida Riise-KnudsenFuldmægtigCenter for ForsyningTlf.: 33 92 67 79irk@ens.dk,Mikkel Svane-PetersenChef for kommunikationCenter for Organisation og KommunikationTlf.: 33 92 66 43MSPE@ens.dk

Kontaktpersoner

Ture Falbe-Hansen
Pressechef (+45) 2513 7846
Jonas Disager Kraft
Specialkonsulent (+45) 3395 5038

Abonnér på Energistyrelsens nyheder

Tilmeld dig