Gratis telefonrådgivning skal fremme udskiftningen af olie- og naturgasfyr
Nu åbner en ny gratis rådgivningstjeneste, som skal hjælpe bygningsejere, når deres gamle oliefyr- eller naturgasfyr skal udskiftes. Over telefonen bliver det nu muligt for bygningsejere at få hjælp til at vælge den mest oplagte opvarmningsform.
Den nye rådgivningstjeneste varetages af et partnerskab bestående af Energitjenesten, Bolius og Teknologisk Institut og giver bygningsejere mulighed for at ringe til uvildige rådgivere for vejledning om relevante opvarmningsformer, og hjælper med at skabe overblik over processen og med at komme videre.
Sådan får man rådgivning
- Ring på tlf.nr. 70 333 777 og få gratis, uvildig rådgivning. Telefonen er åben mandag-onsdag kl. 10-16, torsdag kl. 10-20 og fredag kl. 10-16.
- Skriv til Energitjenesten via http://www.energitjenesten.dk/borger/sporg-os.html. Du får svar inden for 5 arbejdsdage.
De nye regler for oliefyr
Fra 2013 må der ikke installeres oliefyr i nye bygninger, ligesom der ikke må installeres naturgasfyr, der ligger i områder, som ikke er udlagt til naturgasforsyning pr. 1. januar 2013.
Fra 2016 må gamle oliefyr ikke erstattes med nye, hvis det er muligt at få fjernvarme eller naturgas i stedet.
Baggrund
Med den energipolitiske aftale af 22. marts 2012 blev det aftalt at fremme udfasningen af olie- og naturgasfyr. Der er i Danmark installeret oliefyr i ca. 250.000 bygninger, hvoraf ca. 180.000 ligger i områder uden mulighed for tilslutning til fjernvarme eller naturgas. Endvidere opvarmes ca. 370.000 bygninger med naturgas. Opvarmningsformen i disse bygninger skal på sigt konverteres til en VE-baseret opvarmningsform som fx varmepumper.
Med energiaftalen blev der etableret en pulje på i alt 42 mio. kr., der bl.a. skal fremme omlægningen fra olie- og naturgas til VE-baserede alternativer som f.eks. varmepumper. Rådgivningstjenesten udspringer af denne pulje. Ved siden af rådgivningstjenesten er der bl.a. iværksat en række demonstrationsprojekter, der skal udvide anvendelsen af VE-baserede opvarmningsformer gennem f.eks. billiggørelse eller teknologisk udviklingsarbejde, så VE-baserede opvarmningsformer bliver et attraktivt alternativ til olie og naturgas for en større del af bygningsejerne.
Rådgivningstjenesten varetages frem til udgangen af 2015 af Energitjenesten, Bolius og Teknologisk Institut.
Troels Hartung
Specialkonsulent
Center for Erhverv og Energieffektivitet
Tlf.: 33 92 78 16