Green Labs DK skydes i gang

21. juni 2010

Nu indkaldes ansøgninger til Green Labs for alle typer af klimateknologier, som kan bidrage til at gøre Danmark uafhængig af fossile brændsler. Green Labs DK-sekretariatet forventer at kunne give tilsagn på 130 mio. kr. i denne første runde.

Efter en omfattende konsultationsrunde i hele den danske clean tech sektor indkaldes nu de første ansøgninger til tilskudsprogrammet ”Green Labs DK”. Programmet giver tilskud til oprettelsen af nye faciliteter til test og demonstration af klimateknologier i international klasse og er et af flagskibene i Erhvervsklimastrategien. I alt er der sat 210 mio. kroner af til programmet over de næste tre år.

”Konsultationen har vist, at vi har ramt helt rigtig, og at der er en stor efterspørgsel efter programmets midler. Alene omfanget af kvalificerede og perspektivrige forslag har været overvældende. Green Labs DK skal bidrage til regeringens målsætning om at blive uafhængig af fossile brændsler og skal samtidig bidrage til, at Danmark kan holde i trit i fremtidens grønne kapløb”, siger klima- og energiminister Lykke Friis.

Der kan søges om tilskud til Green Labs for alle typer af klimateknologier, som kan bidrage til at gøre Danmark uafhængig af fossile brændsler. Det vil først og fremmest sige projekter vedrørende effektiv energianvendelse og anvendelse af VE teknologier.

”Green Lab DK skal brande Danmark som testland for ny grøn teknologi.  Alene navnet skal i fremtiden være en garant for test- og demonstrationsfaciliteter i verdensklasse", siger klima- og energiminister Lykke Friis.

Ansøgere skal påvise et væsentligt behov for test- og demonstrationsaktiviteter, et globalt potentiale for teknologiens kommercielle udbredelse og en robust forretningsmodel for driften af faciliteterne. Derudover skal faciliteterne være af høj international standard.

”Jeg opfordrer til, at alle aktørerne inden for de forskellige teknologifelter går sammen og udarbejder slagkraftige ansøgninger. Ansøgerne skal vise, at de kan samle forskning, uddannelse og test- og demonstrationsfaciliteter i centre, som kan udvikle sig til at blive ”state of the art”, udtaler Lykke Friis.

Se Indkaldelsen på www.greenlabs.dk. Frist for ansøgninger er den 20. oktober 2010 kl 15.

Fakta om konsultationen

Om Green Labs DK og ansøgningsrundens krav og vurderingskriterier

Peter Sehestedt
Specialkonsulent
Center for Energiressourcer
Tlf.: 22 29 02 76
pse@ens.dk
 

Nicolai Zarganis
kontorchef
Center for Erhverv og Energieffektivitet
Tlf.: 3392 7601
nz@ens.dk

Kontaktpersoner

Ture Falbe-Hansen
Pressechef (+45) 2513 7846

Abonnér på Energistyrelsens nyheder

Tilmeld dig