Grundig forårsrengøring giver ikke kun et rent hjem: Der er også energibesparelser at hente
Påske er højtid for hovedrengøring. Men blot 46 procent af danskerne ved, at der er energibesparelser at hente ved f.eks. at rense emhætten og fjerne støv på bagsiden af køleskabet. Energistyrelsens energispareekspert, Matilde Grøn Bjørneboe, deler her en række tips til, hvor man kan tage fat, hvis man også vil opnå energibesparelser med sin rengøring.
Nu er det Påske. For mange danskere betyder det ikke blot et gensyn med familie og venner. Det er også et gensyn med gulvmoppe, skuresvamp og støvsuger. Mange af os bruger nemlig påskedagene på at gå i krig med den helt store forårsrengøring. Og det er ikke kun et rent og indbydende hjem, der venter på den anden side. En grundig rengøring kan nemlig også have betydning for energiforbruget i hjemmet.
”Ofte tænker vi ikke over, at et apparats energiforbrug kan ændre sig. Men over tid kan ting som støv, kalk, fedt eller rim faktisk have en stor påvirkning, da det lægger sig som et lag, der betyder, at apparaterne skal arbejde ekstra hårdt for at udføre deres arbejde. Som et eksempel kan en fryser flytte sig en hel energiklasse, når der er et par millimeter rim, hvilket svarer til, at forbruget stiger med omkring 20 procent,” forklarer Matilde Grøn Bjørneboe, som er ansvarlig for Energistyrelsens SparEnergi.dk og ekspert i energispareråd og danskernes energivaner.
Ifølge en ny undersøgelse fra Energistyrelsen er det blot 46 procent af danskerne, som ved, at der er energibesparelser at hente ved at gøre rent. F.eks. ved at rense emhætten og fjerne støv på bagsiden af køleskabet. Men der faktisk reelle besparelser at hente, hvis man går lidt ekstra i dybden med forårsrengøringen.
Her er Matilde Grøn Bjørneboes tips til 3 steder, hvor du kan opnå energibesparelser, hvis du gør hovedrent:
3 ting, du kan gøre ved fryser og køleskab:
- Som tommelfingerregel bør man afrime fryseren, når der er cirka 5 mm rim. Det plejer at svare til 1-2 gange om året, så det kan fint klares sammen med forårsrengøringen.
- Udover afrimning kan man få en besparelse ved at rengøre bagsiden af køleskabet og fryseren. Der samler sig en masse støv på de bugtende rør, og det giver en ekstra belastning på kølesystemet, som øger dets energiforbrug.
- Endelig kan du tjekke om temperaturen i køleskabet er sat til 5 grader og fryseren til -18 grader. Så bruger du ikke unødig energi på at køle unødvendigt meget ned.
2 ting, du yderligere kan gøre i køkkenet
- Afkalk elkedlen og kaffemaskinen – et tykt kalklag isolerer varmelegemet, så der skal mere energi til at varme vandet. Og faktisk vil en nyafkalket maskine ikke bare mindske energiforbruget – maskinen holder længere, kaffen smager bedre og tevandet varmes hurtigere op.
- Rens emhætten – man tænker måske ikke over det til hverdag, men masser af støv, fedt og stegeos samler sig i emhætten og stopper den til. Det betyder, at emhætten skal køre på et højere trin for samme effekt, hvilket både giver et højere energiforbrug og mere støj.
1 ting, du kan gøre ved tøjvask
- Hæng en snor op i haven. Med påsken kommer foråret med lysere og varmere tider i sigte. Det betyder, at du har mulighed for store energibesparelser ved at finde tørresnoren frem og tørre vasketøjet udendørs i stedet for i tørretumbleren. For en familie, som i snit tumbler tøjet 10 gange om måneden, er der årligt 400 kroner at spare ved at tørre tøjet udendørs.
Hovedrengøring er ikke den eneste måde, du kan energioptimere boligen på.
Baggrund for befolkningsundersøgelsen
Undersøgelsen består af en dataindsamling foretaget af Norstat i perioden 15. – 24. marts 2023 via internettet med udgangspunkt i Norstats panel. Undersøgelsen er gennemført blandt 2.000 danskere i alderen 18-75 år.
Resultat fra befolkningsundersøgelsen, som er brugt i artiklen:
Q: Vidste du, at du kan reducere dit energiforbrug ved at gøre rent? F.eks. ved at rense emhætten og fjerne støv på bagsiden af dit køleskab?
Ja: 46 procent
Nej: 51 procent
Ved ikke: 4 procent