Høring: Bredbåndspuljen i 2022

27. april 2022

Energistyrelsen har sendt udkast til bekendtgørelse og vejledning om Bredbåndspuljen i 2022 i høring. Høringssvar skal sendes til Energistyrelsen senest den 17. maj 2022 kl. 12.


Bredbåndspuljen giver lokalområder med dårlig dækning mulighed for at søge om tilskud til hurtigt bredbånd. Der er afsat 100 mio. kr. til Bredbåndspuljen i 2022, og det forventes, at ansøgningsrunden åbner medio juni.

Bredbåndspuljens ansøgningsrunder er baseret på etårige hjemler i Finansloven. Der skal derfor udstedes en ny bekendtgørelse hvert år.

De væsentligste indholdsmæssige ændringer i forhold til Bredbåndspuljen 2021 omfatter følgende forhold:

  • Tilskudsberettigede adresser: For at kunne modtage støtte fra Bredbåndspuljen 2022 må der på en adresse højest være adgang til 30 Mbit/s download og 5 Mbit/s upload. Hidtil har grænsen været sat ved højst adgang til 10 Mbit/s download og 2 Mbit/s upload
  • Pointmodellen: Der indføres et nyt kriterie, som vil tilgodese spredt beliggende tilskudsberettigede adresser, der har sværere ved at finde adresser at slå sig sammen med. Der indføres endvidere et nyt kriterie i stedet for de to eksisterende kriterier om ekstra egenbetaling og totalprisen pr. tilslutning.
  • Egenbetaling: For hver adresse, der indgår i et projekt, skal der bidrages med en egenbetaling på mindst 2.000 kr. i gennemsnit. De seneste år har kravet været, at de deltagende adresser skulle bidrage med en egenbetaling på mindst 4.000 kr. i gennemsnit.
  • Særlig ordning for enkeltstående adresser: Der indføres en ny ordning for, at der for enkeltstående adresser under visse betingelser kan søges om tilskud uden at skulle slå sig sammen med andre adresser.
  • Afskæring af klageadgang: Energistyrelsens afgørelser over indsigelser vedrørende kortlægningen af de tilskudsberettigede adresser kan ikke længere påklages til anden administrativ myndighed.

Der er endvidere foretaget flere mindre justeringer og præciseringer.

Høringsdokumenterne er tilgængelige på Høringsportalen

Bemærkninger til høringen skal være Energistyrelsen i hænde senest tirsdag den 17. maj 2022 kl. 12. De skal sendes til adressen tele@ens.dk.

Om Bredbåndspuljen

  • Bredbåndspuljen giver lokalområder med dårlig dækning, og uden udsigt til bedre dækning på markedsvilkår, mulighed for at søge om tilskud til hurtigt bredbånd.
  • I årene 2016-2021 er der givet tilsagn om tilskud for godt 580 mio. kr. Tilsagnene skal give hurtigt bredbånd til knap 25.000 adresser (boliger, virksomheder og sommerhuse).
  • Der er afsat 100 mio. kr. til Bredbåndspuljen i 2022. Det forventes, at ansøgningsrunden kan åbne medio juni.
  • Energistyrelsen vil igen i år holde informationsmøder rundt om i landet. Oplysninger om møderne vil blive offentliggjort på www.ens.dk/bredbaandspulje.
  • På Energistyrelsens hjemmeside kan man også tilmelde sig Energistyrelsens nyhedsmails om Bredbåndspuljen, så man automatisk modtager besked, når det er nyt om puljen.

Kontakt:

Fuldmægtig Rasmus Blume Wind: 3392 6791
Fuldmægtig Christine Pallesen: 3392 6895
Chefkonsulent Henrik Kjær: 3392 7913


Kontaktpersoner

Ture Falbe-Hansen
Pressechef (+45) 2513 7846

Abonnér på Energistyrelsens nyheder

Tilmeld dig