Hold øje med BedreBolig
Om en uge søsætter Energistyrelsen en landsdækkende kampagne for BedreBolig. BedreBolig er en ny ordning, som gør det nemmere for boligejerne at energirenovere og tænke energiforbedringer med, når de ønsker at sætte deres bolig i stand.
BedreBolig er blevet testet i ni kommuner og markedsføres snart landsdækkende med en større kampagne. Fra 13. oktober kan boligejere bl.a. få kendskab til ordningen gennem Tv-spots.
”I vores markedsføringskampagne fokuserer vi på den værdi, energirenovering og BedreBolig kan give boligejere i form af bedre komfort og lavere energiregninger. Hidtil har ordningen været testet i ni kommuner - med den brede markedsføringskampagne vil vi nu nå ud til hele landet og håber at skabe interesse for ordningen, ” fortæller Hanne Lind Mortensen, chefkonsulent i Energistyrelsen.
Skal motivere til energirenovering
Kampagnen løber frem til 2016 og sætter fokus på muligheden for at få en bolig med øget komfort og bedre indeklima kombineret med en mindre varmeregning.
Parallelt med den brede markedsføring vil trykte og digitale medier bringe artikler og cases, som kan øge motivationen for energirenovering blandt boligejerne.
Som et led i markedsføringen har Energistyrelsen udviklet en folder målrettet boligejeren. Den kan rekvireres hos Energistyrelsens BedreBolig-sekretariat via info@bedrebolig.dk.
Hanne Lind Mortensen
Chefkonsulent
Center for Erhverv og Energieffektivitet
Tlf.: 33 92 68 85
hlm@ens.dk