Hver femte husejer har energirenoveret det seneste år – så meget kan du spare, hvis du også vil i gang
Nyt tag, efterisolering eller nye vinduer. Hver femte danske husejer har energirenoveret sin bolig det seneste år, viser en ny undersøgelse fra Energistyrelsen. De kan dermed se frem til en lavere varmeregning samt et bedre indeklima. Desuden har hver tredje husejer overvejet at energirenovere, og der er mange fordele ved at komme hurtigt i gang, lyder det fra Energistyrelsens spareekspert.
6.000 kroner. Så meget kan du spare i gennemsnit om året på din varmeregning, hvis du bor i et klassisk parcelhus med gasfyr og udskifter dine gamle to-lags termovinduer til nye A-mærkede vinduer. Og danske husejere er i den grad i gang med at energirenovere deres boliger. En ny undersøgelse fra Energistyrelsen viser nemlig, at hver femte danske husejer har energirenoveret sin bolig det seneste år.
Desuden viser undersøgelsen også, at hver tredje husejer overvejer eksempelvis at efterisolere eller få nye vinduer, og det er godt for varmeregningen:
”Det er rigtige mange danskere, der i det seneste år har udskiftet vinduer, eller fået ekstra isolering i tag eller vægge. I en tid med meget høje energipriser giver det rigtig god mening, men også på den lange bane kan der være mange penge at spare på varmeregningen ved at energirenovere,” fortæller Matilde Grøn Bjørneboe, som er ansvarlig for Energistyrelsens rådgivningstjeneste SparEnergi, der rådgiver danskerne om energivenlig renovering af hjemmet.
Sommeren kan bruges på energirenovering
Sommeren nærmer sig med hastige skridt og ovenpå en vinter, der bød på rekordhøje priser på f.eks. gas og el, er det oplagt at bruge de varmere måneder på at energirenovere sit hjem, så man bliver klar til en vinter, hvor priserne fortsat forventes at være høje:
”Hvis ens bolig halter efter på isoleringen, kan det ses tydeligt på varmeregningen. Derfor er det en god idé at bruge sommeren og de varme måneder på at få gang i fx efterisolering af hjemmet. Det er godt for din økonomi, indeklima og det bidrager til, at vi bruger vores fælles energi fornuftigt,” fortæller Matilde Grøn Bjørneboe.
Hun vurderer, at der kan være mange penge at hente, særligt hvis der ikke tidligere er lavet energiforbedringer i huset. Nogle gode eksempler er:
- Hvis man udskifter gamle to-lags termovinduer til nye A-mærkede vinduer, vil man i et gennemsnitshus med naturgas årligt kunne spare ca. 6.000 kroner om året. Hvis ens hus opvarmes ved en varmepumpe kan man spare ca. 2.500 om året*.
- Hvis man isolerer på loftet, så man går fra 100 mm til 300 mm isolering, vil man kunne spare ca. 3.500 kroner om året, hvis ens hus opvarmes med naturgas. Hvis ens hus opvarmes ved en varmepumpe kan man spare ca. 1.400 om året*.
- Hvis man isolerer en hulmur der tidligere indeholdt gammel leca-isolering, der er faldet sammen, kan man spare 3.300 kroner, mens der er hele 13.800 at hente om året på gasregningen, hvis hulmuren tidligere var uden isolering. I et tilsvarende hus opvarmet ved varmepumpe kan man hente op til 5.500 kr.*
*Besparelserne afhænger af husets størrelse, stand og forsyningsform og er eksklusiv omkostningerne til at gennemføre det enkelte tiltag. Den økonomiske besparelse er beregnet på baggrund af energipriser for varmesæsonen 2021-2022, som er ca. dobbelt så høje som priserne på samme tid året før. Eksemplerne er derfor udtryk for et øjebliksbillede, som kan ændre sig. Du kan regne på besparelsen i dit eget hus på SparEnergi.dk’s energiløsninger. Ved varmepumpe er besparelsen lavere, da varmepumpen generelt er mere energieffektiv. Når man konverterer fra gas til varmepumpe, vil man i et typisk hus cirka halvere sin varmeregning.
Det bør man overveje, inden man går i gang
Når man går i gang med at planlægge sin energirenovering, er der flere ting, man bør overveje: Husets alder, tilstand og energimærkningsrapport kan være med til at pejle en i retning af hvilken energirenovering, der bedst kan betale sig.
Energimærkningsrapporten indeholder konkrete forslag til forbedringer og kan derfor være et godt sted at starte. Har man ikke et energimærke, kan man på SparEnergi.dk’s Bygningsguide finde inspiration og anbefalinger ud fra sin hustype.
Her kan man også finde konkrete energiløsninger, der beskriver de mange forskellige energiforbedringer, man kan lave på eksempelvis tag, facade, gulv og kælder.
”Selvom det kan virke uoverskueligt at skulle gå i gang med at energirenovere sit hjem, er der mange steder, man kan få hjælp og inspiration. Vi har desuden også udarbejdet tekniske beskrivelser, man kan give til sin håndværker, når arbejdet går i gang, så man er enig om, hvad der skal laves,” fortæller Matilde Grøn Bjørneboe.
På SparEnergi.dk kan man også finde råd og vejledning til, hvordan man kan søge tilskud til renovering eller udskiftning af varmekilde hos Bygningspuljen.
Tre gode råd til dig, der skal i gang med at energirenovere:
- Søg inspiration i Bygningsguiden på SparEnergi.dk og overvej, hvordan du kan tænke dit hjems arkitektur ind i energirenoveringen. Du kan også finde inspiration i energimærkningsrapporten, hvis dit hjem er energimærket.
- Det kan være en god idé at have en rådgiver udefra koblet på sit renoveringsprojekt, især hvis det er af et større omfang. Rådgiveren kan hjælpe dig med at få overblik over husets tilstand og muligheder samt hjælpe dig med at gennemføre projektet.
- Indhent flere tilbud på dit projekt og sørg for, at tilbuddene kan sammenlignes, så du får den bedste løsning. En udførlig tilbudsliste med detaljeret tegningsmateriale, tidsplan, oplysninger om nødvendige godkendelser og tilladelser – f.eks. fra kommunen osv. - sikrer dig mod overraskelser senere i forløbet.
Fakta om undersøgelsen
- Undersøgelsen er foretaget af Epinion for Energistyrelsen.
- Analysen baserer sig på cirka 1.000 webinterviews af 18-75-årige danskere indsamlet via Norstat panel i perioden 24 marts - 31 marts 2022.
- Undersøgelsen er udsendt repræsentativt i forhold til køn, alder, region og uddannelse.
- Fuld repræsentativitet på de fire baggrundsvariable er sikret ved efterfølgende vægtning, hvor den maximale vægtning er 2,24 og minimum 0,45.
- I alt har 1.024 danskere deltaget i undersøgelsen.
- Spørgsmål (respondenter; husejere): Har du inden for de seneste 12 måneder foretaget nogen form for energiforbedring af din bolig? Fx udskiftet/renoveret tag, ydervægge, isolering af gulv, vinduer eller opvarmningsform i jeres hus
- Ja (18 procent), nej, men jeg har overvejet det (30 procent), nej, og jeg har heller ikke overvejet det (52 procent).
Kontakt
Matilde Grøn Bjørneboe, mobil: 3392 7510, mgb@ens.dk