Vi danskere elsker lyskæder i den mørke tid, og særligt op til jul. Men det kan koste mange penge, hvis dine kæder bruger glødepærer, eller du har kæderne tændt hele døgnet. 5 lyskæder med hver 100 små glødepærer kan bruge strøm for 800 kr. i løbet af 6 uger. Energistyrelsen har på SparEnergi.dk samlet en række gode råd til, hvordan du kan skrue op for julehyggen og ned for elforbruget.
Gode råd, når du skal købe lyskæder
- Gå efter LED. LED bruger ca. 80 % mindre strøm end glødepærer og holder typisk 25 gange længere. De fleste kæder er i dag LED. Hvis din kæde ikke er det, kan du overveje at skifte den ud og spare på elregningen.
- Gå efter et lavt watt-tal. Jo lavere watt, desto lavere forbrug. Nyere LED-lyskæder bruger ca. 5 watt., en glødepære-lyskæde bruger ca. 35 watt, men du kan godt have en ældre model liggende, der bruger meget mere.
- Tænd kæden, inden du køber. Det er en smagssag, hvilken farve lys og hvilken lysstyrke man bedst kan lide. Så se lyskæden tændt, inden du køber den.
| Så meget kan du spare pr. kæde med 100 pærer | 6 uger i 24 timer per døgn | 3 mdr. i 24 timer per døgn |
| Brug LED-lyskæde frem for 35 watts glødepære-kæde | 60 kr. | 130 kr. |
| Brug LED-lyskæde frem for 80 watts glødepære-kæde | 150 kr. | 330 kr. |
Kilde: SparEnergi.dk
Gode råd, når du har lyskæderne tændt
- Brug tænd-sluk-ur på dine glødepære-kæder. Med et tænd-sluk-ur tænder julelysene automatisk, når du vil have det, så de ikke bruger strøm, når ingen ser det.
- Husk at slukke, når julen er forbi. Hvis du nøjes med at have dine julelyskæder tændt 6 uger i den mørkeste tid, frem for i 3 måneder, kan du spare 190 kr. Pr. Lyskæde med 100 glødepærer.
- Aflever udtjente lyskæder på genbrugsstationen. Du bør aflevere dine udtjente lyskæder på den kommunale genbrugsstation, da elektronikken kan genbruges.
| Så meget kan du spare pr. kæde med 100 pærer | Fra 24 til 6 timer per døgn i 6 uger | Fra 24 til 6 timer per døgn i 3 mdr. |
| Reducer tændtid af 35 watts glødepære-kæde | 50 kr. | 115 kr. |
| Reducer tændtid af 80 watts glødepære-kæde | 120 kr. | 265 kr. |
Kilde: SparEnergi.dk
Så meget koster det at have lyskæderne tændt
Energistyrelsen har sammenlignet forbruget på 3 forskellige julelyskæder: 1 ældre glødepære-kæde med et højt forbrug, 1 glødepære-kæde med et typisk forbrug og 1 LED-kæde.
| Så meget koster det at have lyskæderne tændt | 6 uger | 6 uger | 3 mdr. | 3 mdr. |
| 6 timer/døgn | 24 timer/døgn | 6 timer/døgn | 24 timer/døgn | |
| Glødepære-kæde, ældre, 80 watt | 40 kr. | 160 kr. | 90 kr. | 350 kr. |
| Glødepære-kæde, typisk, 35 watt | 20 kr. | 70 kr. | 40 kr. | 155 kr. |
| LED-kæde, 5 watt | 2,5 kr. | 10 kr. | 5,5 kr. | 20 kr. |
Kilde: SparEnergi.dk
FAKTABOKS I
Sådan spotter du en lyskæde med glødepærer
Glødepærer i lyskæder er ofte aflange i formen, og du kan se glødetråden i midten. Derudover kan glødepærerne også typisk skiftes ud.
Overvej at skifte til en LED-kæde i stedet. Den bruger ca. 80 % mindre strøm og holder typisk 25 gange længere.
Kilde: SparEnergi.dk
FAKTABOKS II
3,3 mio. – så mange lyskæder findes i danske hjem.
Kilde: ElmodelBolig, Energistyrelsen
FAKTABOKS III
Flere lyskæder, mindre elforbrug
I de seneste år har vi danskere købt flere og flere lyskæder i de mørke måneder, og særligt op til jul. Men det kan ikke ses på elforbruget, som faktisk er faldet. Årsagen til dette er, at vi i stigende grad vælger LED-kæder, som bruger væsentligt mindre strøm end lyskæder med glødepærer.