Kina kan nå sine klimamål før planlagt ifølge ny dansk-kinesisk rapport

9. december 2023
Chongqing, Kina
Chongqing, Kina

Kina kan knække kurven på landets CO2-udledning fra energisektoren før 2030, og dets energiforsyning kan blive CO2-neutral længe før planlagt. Det viser en ny rapport, som i dag præsenteres på FN’s Klimatopmøde, COP28. Rapporten er udarbejdet af kinesiske myndigheder med hjælp fra danske eksperter.

Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets pressemeddelelse:

”Kina er som verdens største CO2-udleder det land, der kan gøre den nok allerstørste forskel i forhold til at bringe de globale udledninger ned og dermed begrænse den globale opvarmning. At danske eksperter er med til at vise vejen for, at Kina kan nå sine klimamål hurtigere, kan potentielt have en enorm positiv klimaeffekt”, siger minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik, Dan Jørgensen.

Han har netop præsenteret rapporten China Energy Transformation Outlook 2023 (CETO) sammen med den kinesiske chefforhandler Xie Zenhua på FN’s klimatopmøde COP28 i Dubai.

”Danmark er en pioner, når det kommer til at opbygge en høj andel af vedvarende energi, og vind og sol dækker næsten 60 procent af det samlede el-forbrug. Danmarks grønne erfaringer er værd at lære af for Kina og for verden,” siger Xie Zenhua.

Den nye rapport viser, at det er realistisk, at Kina kan nå sine klimamål for 2030 og 2060 før tid. Den udgives af det kinesiske forskningsinstitut Energy Research Institute og er blevet til med dansk eksperthjælp fra Energistyrelsen som en del af det dansk-kinesiske myndighedssamarbejde om energi.

”Danmark har opbygget årtiers erfaring med en grøn omstilling af vores energisystem samtidig med at vi har skabt vækst. Ved at dele disse erfaringer med Kina kan vi bidrage til massive CO2-reduktioner, som vil være afgørende for vores alles fremtid”, siger Dan Jørgensen.

Ifølge CETO kan Kinas energiforsyning blive CO2-neutral før 2055 – altså mere end fem år før den nuværende målsætning, som hedder 2060. Samtidig kan Kinas CO2-kurve også knække før 2030. Forudsætningen, for at disse scenarier kan indfries, er, at der sker en fortsat massiv udbygning af vedvarende energi samtidig med, at hele energisystemet effektiviseres. Industri, transport og bygningssektor skal elektrificeres, samtidig med at energilagring og udnyttelsen af grøn brint får en stigende betydning.

Beregninger i CETO viser, at en acceleration af Kinas grønne omstilling er realistisk uden, at det har negativ indflydelse på forsyningssikkerheden og den økonomiske udvikling.  

Rapporten viser også, at det er nødvendigt med klare mål og bevidst handling for at omlægge det kinesiske energisystem, som i dag er domineret af kul. Siden efteråret 2020, hvor den kinesiske præsident Xi Jinping annoncerede målet om at være CO2-neutral før 2060, har Kina igangsat omfattende reformer, som skal bremse CO2-udledningen i alle dele af energisystemet. Kina har også verdens mest omfattende udbygning med sol- og vindkraft, og det forventes, at denne udvikling inden for en kort tidshorisont vil reducere kulforbruget i elsektoren.

Energy Research Institute, der har udgivet CETO, er en del af Kinas planlægningsministerium National Development and Reform Commission, og rapporten ventes at blive brugt af de kinesiske energimyndigheder som input til udviklingen af Kinas energisystem.

Fakta 

  • China Energy Transformation Outlook (CETO) er flagskibet i det dansk-kinesiske samarbejde om energi. Det er en årlig rapport, der illustrerer scenarier for det kinesiske energisystems udvikling frem til 2060 og fremsætter konkrete handlingspunkter for at indfri Kinas klimamål.
  • Energistyrelsens bidrag til CETO består i opbygning af detaljerede modeller af det kinesiske energisystem, som Energy Research Institute bruger i sine analyser. Energistyrelsen har også bidraget med danske erfaringer inden for udviklingen af elmarkedet samt med analyser af mulighederne for Power-to-X i en kinesisk sammenhæng.
  • Relevante kinesiske ministerier benytter aktivt resultaterne fra CETO i deres daglige arbejde med politikudvikling på energiområdet for at understøtte indfrielsen af landets klimamål. CETO-rapporterne er de seneste år blevet præsenteret af kinesiske ministre på FN’s klimatopmøde, hvilket viser den tyngde, som rapporten tillægges fra kinesisk side.
  • Danmark har haft et samarbejde om energi med Kina siden 2005. Det nuværende program finansieres via udviklingsmidler fra Udenrigsministeriet frem til og med 2025.

Abonnér på Energistyrelsens nyheder

Tilmeld dig