Kommuner og telebranche får ny værktøjskasse til god mobildækning

19. oktober 2020
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

Energistyrelsen lancerer i dag det første sæt redskaber i ny værktøjskasse om udrulningen af digital infrastruktur. Der har denne gang været fokus på telemaster og –antenner.


God mobildækning kræver master og antenner, og det er kommunerne, der skal give tilladelse til nye telemaster og opsætning af antenner. Kommunerne skal i den type sager navigere i mange forskellige tekniske og juridiske hensyn, og derfor skruer Energistyrelsen nu op for vejledningsindsatsen. 

Otte gode råd til kommunerne

Værktøjskassen er blevet til i en arbejdsgruppe med kommuner, regioner, statslige myndigheder og telebranchen, der alle har bidraget til materialet med deres erfaringer og faglige viden. Arbejdsgruppens ideer er opsummeret i otte gode råd til kommunerne. Blandt andet fremhæves fordelene ved at lave en mastepolitik med klare retningslinjer for kommunens prioriteringer i mastesager og værdien af erfaringsudveksling med sagsbehandlere i andre kommuner. Redskaberne omfatter desuden juridisk materiale med et samlet overblik over relevant lovgivning, men også teknisk og praktisk viden om f.eks. forskellige typer af master og telebranchens organisering. Derudover indgår en beskrivelse af kommunernes muligheder for at få vurderet af Energistyrelsen, hvor meget en foreslået ny antenneposition bidrager til dækningen.

Flere redskaber på vej – også til gravning

Værktøjskassen udbygges løbende og skal på sigt indeholde redskaber til gode processer for etableringen af alle typer digital infrastruktur. Som det næste vil Energistyrelsen derfor påbegynde et arbejde med redskaber til udrulningen af bredbåndskabler, der skal graves ned. Relevant jura på området er allerede samlet i det nu lancerede lovoverblik.

Se værktøjskassen på Energistyrelsens hjemmeside

Kontakt

Fuldmægtig Onno Rasmus Severin Vollers, orsv@ens.dk, 33 92 79 05

Kontaktpersoner

Ture Falbe-Hansen
Pressechef (+45) 2513 7846

Abonnér på Energistyrelsens nyheder

Tilmeld dig