Lavere energiforbrug i 3. kvartal 2012

23. januar 2013

Det faktiske energiforbrug faldt i 3. kvartal 2012 med 4,0 pct. sammenlignet med 3. kvartal 2011.

Forbruget af olie, naturgas og kul faldt henholdsvis 3,2 pct., 9,4 pct. og 30,6 pct. Det store fald i forbruget af kul skal ses på baggrund af et fald i den indenlandske elproduktion, hvor kul er et dominerende brændsel. Forbruget af vedvarende energi steg 5,6 pct., som følge af et øget forbrug af vindkraft og biobrændstoffer.

Nettoimporten af el var i de første ni måneder af 2012 væsentlig større end i samme periode i 2011. Udviklingen i nettoelimport afspejler niveauet i de nordiske vandkraftmagasiner, som lå væsentligt over det normale i perioden, hvilket betød lave priser på engrosmarkedet samt en markant nedgang i elproduktionen og dermed brændselsforbruget på de danske kraftværker.

Det faktiske energiforbrug i de første ni måneder af 2012 faldt 6,1 pct. i forhold til de første ni måneder af 2011. Korrigeret for brændselsforbruget knyttet til udenrigshandlen med el faldt energiforbruget i de første ni måneder af 2012 med 2,7 pct. i forhold til samme periode i 2011.

Produktionen af primær energi var 2,4 pct. lavere i 3. kvartal 2012 end i 3. kvartal 2011. Produktionen af råolie og naturgas faldt henholdsvis 2,0 pct. og 8,2 pct.

I de første ni måneder af 2012 var produktionen af primær energi 5,1 pct. lavere end i de første ni måneder af 2011.

Kilde: Månedlig energistatistik

Ali A. Zarnaghi
Fuldmægtig
Center for Klima og Energiøkonomi
Tlf.: 33 92 68 40
aaz@ens.dk

Kontaktpersoner

Ture Falbe-Hansen
Pressechef (+45) 2513 7846

Abonnér på Energistyrelsens nyheder

Tilmeld dig