Lille fald i energiforbrug i de første 9 måneder af 2018
Det faktiske energiforbrug faldt marginalt i de første tre kvartaler af 2018 i forhold til samme periode året før. Korrigeret for brændselsforbrug ved udenrigshandel med el var energiforbruget næsten uændret.
Det faktiske energiforbrug i 1.-3. kvartal 2018 faldt med 0,6 pct. i forhold til 1.-3. kvartal 2017. Forbruget af naturgas, olie og vedvarende energi faldt med henholdsvis 4,2 pct., 0,8 pct. og 0,4 pct. i de første ni måneder af 2018 sammenlignet med de første ni måneder af 2017, mens forbruget af kul steg med 2,0 pct. Udviklingen i forbruget af vedvarende energi skyldes en kombination af en lavere vindkraftproduktion, et lille fald i de centrale værkers forbrug af biomasse (halm og træpiller) og en stigning i elproduktionen fra solceller.
Danmark havde en nettoimport af el i de første 3 kvartaler af 2018 på 16,1 PJ, svarende til 18,3 pct. af den samlede danske elforsyning. Når der korrigeres for brændselsforbrug ved udenrigshandel med elektricitet, var energiforbruget næsten uændret i de første ni måneder af 2018 i forhold til samme periode året før.
Figur 1 Faktisk energiforbrug pr. kvartal i Danmark [PJ]
Lille fald i forbruget af biomasse
Biomassen anvendes i overvejende grad til kraftvarmeproduktion på de centrale værker, og forbruget følger derfor i vid udstrækning forbruget af fjernvarme. På figur 2 ses, hvordan stigningen i biomasseforbrug på de centrale værker hovedsagelig sker i fyringssæsonen, mens biomasseforbruget er lavt hen over sommeren.
Forbruget af biomasse på de centrale værker faldt 0,33 pct. i 1.-3. kvartal af 2018 sammenlignet med samme periode i 2017. Det lille fald i forbruget af biomasse på de centrale værker skyldes især et lavere biomasseforbrug i perioden fra maj-september, pga. en lavere elproduktion på de centrale værker.
Biomasseforbruget var 28,7 pct. højere i 1.-3. kvartal af 2018 i forhold til det gennemsnitlige biomasseforbrug i 1.-3. kvartal i de 5 forudgående år.
Figur 2 Biomasseforbrug på centrale værker [TJ]
Kulforbruget steg på de centrale værker
Forbruget af kul på de centrale værker følger ligeledes i vidt omfang kraftvarmeproduktionen, og forbruget er derfor størst i de måneder, hvor fjernvarmeforbruget er højt.
Figur 3 viser udviklingen i de centrale værkers kulforbrug. I 1.-3. kvartal af 2018 steg kulforbruget på de centrale værker 2,6 pct. i forhold til 1.-3. kvartal 2017. Kulforbruget er faldet 29,8 pct. sammenlignet med det gennemsnitlige kulforbrug i 1.-3. kvartal de seneste 5 år.
Figur 3 Kulforbrug på centrale værker [TJ]
Lavere vindkraftproduktion og lavere vindkraftandel
Figur 4 viser udviklingen i den danske vindkraftproduktion. Den samlede vindkraftproduktion i 1.-3. kvartal af 2018 var 4 pct. lavere end i samme periode i 2017. I september 2018 lå vindkraftproduktionen betydeligt højere end i samme måned året før. Årsagen til den lidt lavere vindkraftproduktion i 1.-3. kvartal 2018 skyldes et lavere energiindhold i vinden i forhold til samme periode i 2017. Den samlede vindkraftproduktion i 1.-3. kvartal af 2018 var 7,8 pct. højere end gennemsnittet for perioden i de forudgående 5 år.
Figur 4 Vindkraftproduktion [GWh]
Figur 5 viser udviklingen i vindkraftens andel af den indenlandske elforsyning. I 1.-3. kvartal af 2018 udgjorde vindkraftproduktionen 39 pct. af den indenlandske elforsyning mod 41 pct. i 1.-3. kvartal af 2017. Den gennemsnitlige vindkraftandel har i årets ni første måneder udgjort 36,3 pct. hvis der ses på de seneste 5 år.
Figur 5 Vindkraftens andel af elforsyning [pct.]
Stigning i elproduktion fra solceller
Figur 6 viser elproduktionen fra solceller. I 1.-3. kvartal af 2018 var elproduktionen fra solceller 26,2 pct. højere end i 1.-3. kvartal 2017. Den største forskel ses i de solrige sommermåneder maj, juni og juli, hvor der var langt flere solskinstimer i 2018 end i samme periode i 2017. Elproduktionen fra solceller i 1.-3. kvartal 2018 var 47,2 pct. højere end den gennemsnitlige elproduktion fra solceller i de forudgående 5 år.
Figur 6 Elproduktion fra solceller [GWh]
Samlet faldt produktionen af primær energi med 12,7 pct. i forhold til de første ni måneder af 2017.
Tabel 1: Energiproduktion og energiforbrug i 1.-3. kvartal i 2017 og 2018 [TJ]
Enhed TJ |
Primær energi- produktion |
Faktisk energi- forbrug |
Energiforbrug korrigeret for nettoimport af el |
1. – 3. kvartal 2018 |
426.248 |
569.428 |
589.508 |
1. – 3. kvartal 2017 | 488.373 | 572.592 | 590.006 |
1. kvartal 2018 | 150.845 | 216.113 | 214.782 |
1. kvartal 2017 | 155.661 | 208.124 | 206.678 |
2. kvartal 2018 | 138.145 | 177.736 | 187.861 |
2. kvartal 2017 | 167.898 | 185.230 | 190.970 |
3. kvartal 2018 | 137.258 | 175.579 | 186.865 |
3. kvartal 2017 | 164.814 | 179.238 | 192.358 |
Kilde: Månedlig energistatistik
Kontakt: Ali Zarnaghi, Energistyrelsen, 33 92 68 40, aaz@ens.dk