Lille stigning i energiforbruget i 2018
Danmarks faktiske energiforbrug steg i 2018 med 0,2 pct., mens udledningen af CO2 steg 0,3 pct. som resultat af et højere forbrug af fossile brændsler. Samtidig har et markant fald i Nordsøproduktionen sidste år betydet, at den samlede produktion af energi faldt med 10,5 pct. Det fremgår af den foreløbige Energistatistik for 2018, som Energistyrelsen udgiver i dag.
Det faktiske energiforbrug i Danmark steg med 0,2 pct. i 2018 til 748 PJ. Stigningen ses i stort set alle brændsler. Forbruget af kul, der fra 2016 til 2017 faldt 25,5 pct., steg i 2018 med 1,9 pct., mens forbruget af olie og vedvarende energi mm steg med henholdsvis 0,9 pct. og 0,3 pct. Forbruget af naturgas faldt omvendt med 4,9 pct., og det skyldes dels et mindre naturgasforbrug på Nordsøplatformene som konsekvens at en lavere produktion af olie og naturgas, og dels at en større andel af den ledningsgas, der anvendes på land nu består af bionaturgas. Forbruget af ledningsgas er steget med 0,5 pct.
Energistyrelsen opgør også det korrigerede bruttoenergiforbrug, der er energiforbrug korrigeret for brændselsforbrug knyttet til udenrigshandel med elektricitet og klimaudsving. Det korrigerede bruttoenergiforbrug steg i 2018 med 0,8 pct. til 778 PJ på baggrund af en stigning i kul, olie og vedvarende energi mm på henholdsvis 5,1 pct., 1,0 pct., og 1,3 pct., mens forbruget af naturgas faldt med 4,0 pct. Stigningen i kulforbruget skyldes formodentligt mindre vind i 2018 og dermed en lavere vindkraftproduktion.
Danmarks produktion af primær energi faldt sidste år med 10,5 pct., svarende til ca. 69 PJ. Faldet bæres især af kraftigt fald i produktionen af olie og naturgas på 15,6 pct., svarende til 74 PJ, mens produktionen af vedvarende energi trækker i den modsatte retning med en stigning på 2,4 pct. svarende til 4 PJ.
Stigning i udledning af CO2
Det stigende forbrug af fossile brændsler i 2018 har betydet, at de faktiske udledninger af CO2 fra energiforbruget steg med 0,3 pct. sammenlignet med 2017. Når der korrigeres for brændselsforbrug knyttet til udenrigshandel med elektricitet samt klimaudsving steg CO2-udledningerne i 2018 med 1,3 pct. Stigningen skal ses i lyset af, at 2017 var et år med stor vindenergiproduktion og følgelig lav energirelateret udledning. Ses udledningen af CO2 over perioden 1990 til 2018 er de faktiske udledninger faldet med 34,4 pct., og de korrigerede udledninger er reduceret med 37,5 pct.
Danmarks samlede faktiske udledning af drivhusgasser skønnes på baggrund af den foreløbige energistatistik at være steget med 0,2 pct. i 2018, mens udledningen korrigeret for klima og brændselsforbrug knyttet til udenrigshandel med el skønnes at være steget med 1,0 pct.
En endelig opgørelse over Danmarks udledning af drivhusgasser vil senere blive publiceret af DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi.
Uændret anvendelse af vedvarende energi
Den vedvarende energis andel af det faktiske energiforbrug var 32,7 pct. i 2018. Det er uændret i forhold til 2017. Vedvarende energi dækkede i 2018 32,8 pct. af det korrigerede bruttoenergiforbrug mod 32,6 pct. i 2017.
EU opgør andelen af vedvarende energi ved at tage udgangspunkt i det endelige energiforbrug. Det er først muligt at opgøre denne andel i den endelige energistatistik, som Energistyrelsen offentliggør til efteråret. VE-andelen opgjort efter EU’s beregningsmåde har i de senere år været ca. 1-2 procentpoint højere end den nationale opgørelse baseret på det korrigerede bruttoenergiforbrug.
Fald i selvforsyningsgraden
Selvforsyningsgraden for energi faldt i 2018 fra 85 pct. til 76 pct. Det betyder, at Danmarks samlede produktion af energi i form af olie, naturgas og vedvarende energi svarede til 76 pct. af det korrigerede bruttoenergiforbrug i 2018.
Selvforsyningsgraden er et mål for forholdet mellem produktionen af primær energi og forbruget af olie, naturgas, kul, vedvarende energi samt affald i Danmark. Ser man alene på forholdet mellem forbrug og produktion af olie og gas er Danmark nu nettoimportør med en selvforsyningsgrad på 98 pct. i 2018.
Fald i energiintensiteten
Energiintensiteten målt i forhold til det korrigerede bruttoenergiforbrug faldt i 2018 med 0,4 pct. i forhold til 2017. Et fald i intensiteten betyder, at bruttonationalproduktet er steget mere end energiforbruget.
Set over perioden fra 2000 til 2018 er energiintensiteten faldet med 24,0 pct. Det er ikke muligt at opgøre energiintensiteten for de enkelte sektorer på nuværende tidspunkt. Disse tal vil blive medtaget i den endelige energistatistik som Energistyrelsen offentliggør til efteråret.
Se faktaoversigten med den foreløbige opgørelse for 2018 af energiproduktion, energiforbrug og CO2-emissioner (Excel-fil).
Læs mere om den månedlige og årlige energistatistik på Energistyrelsens hjemmeside.
Kontakt:
Pressechef Ture Falbe-Hansen, tlf. 25137846, e-mail tfh@ens.dk, eller
Specialkonsulent Jane Rusbjerg, tlf. 33 92 68 36, e-mail: jru@ens.dk.