Lov om styrket beredskab i energisektoren er vedtaget

Ny lov styrker energisektorens modstandsdygtighed og beredskab. Energistyrelsen er klar til at vejlede sektoren, når mere end dobbelt så mange virksomheder som i dag bliver omfattet af beredskabskrav og faste tilsyn.

Folketinget har i dag vedtaget Lov om styrket beredskab i energisektoren. Loven sikrer implementering af to nye EU-direktiver, NIS2- og CER-direktiverne, samtidig med at den eksisterende beredskabsregulering af energisektoren moderniseres. Energisektoren har dermed fået sin egen lov og omfattes ikke af de to hovedlove fra Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab, der implementerer EU-direktiverne i dansk ret.

Læs også Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets pressemeddelelse om den nye lov.

Virksomheder i el-, gas-, olie-, fjernvarme-, fjernkøling- og brintsektoren er omfattet af den nye lov. Dermed omfattes en række aktører, der i dag ikke er underlagt beredskabsregulering. Det gælder for eksempel fjernvarmeselskaber. Antallet af virksomheder, der er omfattet af Energistyrelsens faste tilsyn, er i dag omkring 84 og ventes at blive mere end fordoblet. Yderligere omkring 160 mindre forsyningsvirksomheder vil blive omfattet af krav om at have en beredskabsplan og et kontaktpunkt.

Loven træder i kraft den 7. marts
CER-direktivet stiller krav til kritiske enheders modstandsdygtighed, mens NIS2-direktivet stiller krav til virksomhedernes cybersikkerhedsniveau. Foruden at implementere direktiverne indeholder den nye lov krav til energisektorens beredskab, herunder til fysiske, tekniske og organisatoriske foranstaltninger for at sikre en høj robusthed. For eksempel stilles der krav om alarmsystemer og netværksopdeling, der minimerer risikoen for, at cyberangreb kan sprede sig.

Lov om styrket beredskab i energisektoren træder i kraft den 7. marts 2025. Energistyrelsen vil arbejde for en smidig implementering og står klar til at vejlede aktører i energisektoren om de nye krav. De omfattede virksomheder kan rette eventuelle spørgsmål til Energistyrelsens Center for beredskab på mail. Kontaktinfo findes på ens.dk.

På Energistyrelsens hjemmeside findes yderligere information om lovens betydning for virksomhederne i energisektoren, blandt andet en Q&A med svar på ofte stillede spørgsmål.

---

FAKTA
Lov om styrket beredskab i energisektoren

  • Der i dag et højt og markant trusselsniveau mod energisektoren i forhold til især cyberangreb og spionage. Der er ikke foretaget væsentlige ændringer i den nuværende regulering af energisektorens almene beredskab siden 2007 og it-beredskabet siden 2017. Derfor er der behov for et opdateret og ambitiøst beredskabsniveau, som gør sektoren modstandsdygtig.
  • Energisektoren får sin egen lov om styrket beredskab for at sikre en tidssvarende implementering af EU-direktiverne NIS2 (Network and Information Security 2) og CER (Critical Entities Resilience) for energisektoren.
  • Energistyrelsen har siden 2019 ført tilsyn med el- og gassektorens beredskab. Inden da lå opgaven hos Energinet. Implementeringen af den nye lov, som også omfatter flere dele af energisektoren, bygger på denne erfaring. De lovkrav, som virksomhederne i sektoren underlægges, vil være gradueret, så de mest forsyningskritiske virksomheder skal følge de mest strenge krav.
Energistyrelsens pressetelefon (modtager ikke SMS'er)
Mail Icon