Mål din internethastighed på Tjekditnet.dk

5. marts 2018

Med en ny hastighedsmåler på Tjekditnet.dk kan man nu både måle hastigheden på internetforbindelsen på computeren og som noget nyt også på mobiltelefonen og din tablet. På Tjekditnet.dk kan du også finde informationer om, hvilken internetforbindelse du kan få på din adresse.

De fleste danskere anvender i dag internettet til at surfe, downloade apps eller til at streame tv. Når folk er på farten med mobiltelefonen i hånden, eller når sofaen og tv’et frister med det seneste afsnit af favoritserien, kan det være rart at vide, hvor hurtig internetforbindelsen er. Det svar kan hastighedsmåleren på Tjekditnet.dk nu give.

Opdateret hastighedsmåler

Tjekditnet.dk er blevet opdateret med en ny hastighedsmåler, som kan anvendes på computer, mobiltelefoner og tablets. Hastighedsmåleren måler den hastighed, man opnår på internettet med det IT-udstyr, der anvendes. For eksempel kan det have betydning for hastigheden, hvilken software du anvender.

Hvis du har lyst til måle din hastighed, kan du selv afprøve den nye hastighedsmåler på Tjekditnet.dk. Det eneste, du skal gøre, er at angive adressen, du befinder dig på, samt hvilken forbindelse du måler på som for eksempel en fiberforbindelse.

Hvordan opnås den mest retvisende måling?

Når du måler, skal du være opmærksom på, at alt den aktivitet, der er på din forbindelse, påvirker hastigheden. Det vil derfor have betydning for resultatet, hvis du måler samtidig med, at der streames tv, som bruger en del af hastigheden. Hvis målingen foretages via Wi-Fi, vil det også have betydning for resultatet.

Hvad har jeg brug for – og hvad kan jeg få?

Når du har målt din hastighed, og er du i tvivl om, hvorvidt din forbindelse matcher dit behov, er en tur på Tjekditnet.dk et besøg værd. Her kan du finde en guide, som kan hjælpe dig med at afklare, hvor hurtig en bredbåndsforbindelse du har brug for. På hjemmesiden kan du også søge på din adresse og finde en oversigt over de forbindelser og teleselskaber, som er tilgængelige på adressen.

Kontakt:

Specialkonsulent Hans Teglhus Møller, tlf: 33 92 75 85, e-mail: htm@ens.dk, eller

Specialkonsulent Nikolaj Koch, tlf: 33 92 72 90, e-mail: nko@ens.dk

Supplerende links

Kontaktpersoner

Ture Falbe-Hansen
Pressechef (+45) 2513 7846

Relaterede nyheder

Abonnér på Energistyrelsens nyheder

Tilmeld dig