Martin Lidegaard besøger Kina 17.-19. december 2012

19. december 2012

Klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard har været på et todages officielt besøg i Kina den 17.-19. december. Formålet med besøget var at sikre fremdriften i den række af energisamarbejdsaftaler, som blev indgået mellem Danmark og Kina under præsident HU Jintaos besøg i Danmark i juni 2012.

Kina står over for store udfordringer frem mod 2050 med at gøre sin hastigt voksende økonomi mere bæredygtig – et område hvor Danmark har særlige styrker. Mere end 90 pct. af Kinas energiforbrug dækkes i dag af fossile energikilder, især kul. I 2020 har Kina som mål at 15 pct. af energiforbruget skal dækkes af alternative energikilder.  Samtidig skal energiintensiteten per produceret BNP-enhed forbedres markant. Her kan Kina drage nytte af de unikke danske erfaringer og kompetencer inden for energieffektivisering, vedvarende energiteknologier samt energipolitisk planlægning og regulering. Særligt har danske erfaringer med at anvende langsigtede scenarie-baserede analyser i udformningen af energipolitikken vakt interesse i Kina.

”Samarbejdet med Kina om vedvarende energi og energieffektivitet viser, at der er et stærkt ønske i Kina om at gøre væksten grønnere. Mine møder i Kina peger på, at man fra kinesisk side er meget positive over for det dansk-kinesiske energisamarbejde – ikke mindst danske erfaringer med langsigtede 2050 scenarier. Her kan Energistyrelsens samarbejde med Kinas Nationale Center for Vedvarende Energi og danske energipolitiske erfaringer være løftestang for en mere langsigtet og bæredygtig omstilling af Kinas energisektor ”, siger Martin Lidegaard.

Energistyrelsen indgår i et tæt samarbejde med det Kinesiske Nationale Center for Vedvarende Energi (CNREC). Med faglig bistand fra Energistyrelsen og EA Consult arbejder CNREC bl.a. på et 2050-scenariearbejde, der analyserer mulighederne for at opnå en højere andel af vedvarende energi i det kinesiske energisystem i 2050. Projektet vil også analysere emissionsreduktioner, ekstra¬omkostninger, makroøkonomiske effekter med mere som følge af en omfattende udbygning med vedvarende energi i Kina.

Under besøget mødtes Martin Lidegaard derfor med energiminister LIU Tienan , med videnskabs- og teknologiminister, WAN Gang samt med CNRECs bestyrelse, hvor bl.a. 2050-scenariearbejdet og lanceringen heraf medio 2013 blev vendt med positiv forventning fra begge sider.

Martin Lidegaard mødtes desuden med Kinas vice-planlægningsminister, XIE Zhenhua samt med ministeren for boliger, by- og landdistriktsudvikling, JIANG Weixin og med vice-præsidenten for State Grid, det statslige kinesiske elnetselskab. Martin Lidegaard havde også lejlighed til at mødes med den kinesiske vice-energiminister, LIU Qi, som flere gange har besøgt Danmark.

Under besøget blev der herudover underskrevet en opfølgningsaftale mellem det danske energiteknologiprogram, EUDP og Kinas Videnskabs- og Teknologiministerium, der sætter rammerne for en fælles indkaldelse af udviklings- og demonstrationsprojekter i 2013 med fokus på vindenergi og smart grids i bred forstand.

Herudover indgik syv danske virksomheder - COWI, AVJ, Danfoss, Grundfoss, NNE Parhamplan, VELUX og Rockwool -  en strategisk partnerskabsaftale med Nanjings ”High Tech Zone” om at opbygge en bæredygtig park for bio-farmaceutiske virksomheder i Nanjing.

For flere nyheder og mere information om CNREC-samarbejdet, klik her.

Klima-, Energi- og bygningsministeren i Kina - "Vi kan gøre en forskel"

Kontaktpersoner

Ture Falbe-Hansen
Pressechef (+45) 2513 7846

Abonnér på Energistyrelsens nyheder

Tilmeld dig