Møde om nye strategiske partnerskaber for el, gas og brintbiler

25. marts 2013

Energistyrelsen inviterer til møde fredag den 19. april kl. 14.00 om udmøntning af energiaftalens midler i en række partnerskaber til el-infrastruktur.

Nye strategiske partnerskaber skal sikre, at der skabes størst mulig effekt af midlerne i energiforliget, så der kommer flere el, gas og brint køretøjer på vejene.

I energiforliget er der fordelt 70 mio. kr. som led i regeringens strategi for energieffektive køretøjer. Midlerne skal fra 2013-2015 bruges til at fremme infrastruktur og køretøjer, der anvender el, gas og brint. I strategien afsættes 40 mio. kr. til el, 20 mio. kr. til gas til tung transport og 10 mio. kr. til brint.

Energistyrelsen inviterer til det første møde, der alene vil omhandle el:

Mødet afholdes i Energistyrelsens kantine fredag d. 19. april kl. 14.00-16.00 med efterfølgende mulighed for networking frem mod kl. 17.00

Alle relevante partnere, herunder kommuner, større flådeejere, operatører, regioner, energiselskaber og bilproducenter, inviteres til at deltage i partnerskaberne. Tanken er, at det offentlige kommer med penge til infrastruktur, mens de øvrige deltagere i partnerskabet kommer med yderligere bidrag til infrastruktur samt et større antal køretøjer.

På mødet vil Energistyrelsen orientere om baggrund og proces for udmøntningen af midler, og der vil være oplæg fra aktørerne om projektidéer og -temaer.

Til partnerskaberne for elbiler er der afsat 40 millioner kroner over de kommende tre år. De første 20 millioner kroner kan anvendes allerede i år. Hovedkriteriet for midlernes anvendelse vil være flest mulige elbiler /kørte km. pr. støttekrone.

Energistyrelsen håber, at alle parter, som måtte være interesserede i at deltage i partnerskaberne, vil dukke op i Energistyrelsen fredag d. 19. april kl. 14-17.

Claus Lewinsky

Fuldmægtig
Center for Global Rådgivning og Forhandling
Tlf.: 33 92 66 85
cl@ens.dk

Kontaktpersoner

Ture Falbe-Hansen
Pressechef (+45) 2513 7846

Abonnér på Energistyrelsens nyheder

Tilmeld dig