Nu åbner sidste runde med tilskud til kollektive varmepumper

31. august 2018

Energistyrelsen åbner for sidste ansøgningsrunde til 2018-puljen, der støtter etablering af eldrevne varmepumper til grundbeløbsværkers fjernvarmeproduktion uden for kvotesektoren. Der kan søges frem til 1. november 2018.

De kraftvarmeværker, der modtager grundbeløb eller treledstarif kan nu igen ansøge om etableringsstøtte til varmepumpeprojekter. Der er i 2018 afsat en pulje på 27,9 mio. kr., der dækker op til 15 pct. af værkernes støtteberettigede etableringsomkostninger. I 2018 har Energistyrelsen indtil videre givet tilsagn til 16 varmepumpeprojekter med en samlet støttesum på 24,4 mio. kr.

Varmeværker, der ønsker tilskud til et varmepumpeprojekt, kan søge de resterende midler i en ny ansøgningsrunde. I denne ansøgningsrunde vil der være 4,2 mio. kr. til rådighed.

Ansøgningsrunden åbner den 1. september med ansøgningsfrist den 1. november 2018.

Ansøgningsskema og vejledning til tilskudsordningen er opdateret og ligger klar til brug på www.ens.dk/grundbeløb.

Alle virksomheder, der i dag modtager grundbeløb, kan søge om tilskud fra puljen. Ordningen dækker op til 15 pct. af etableringsomkostningerne og kan kombineres med Energiselskabernes Energispareindsats. Efter Energistyrelsens beregninger vil tilskuddet sammen med den varige lempelse af elvarmeafgiften med 15 øre/kWh betyde, at eldrevne varmepumper i de fleste tilfælde bliver mindst lige så attraktive som fliskedler.


Kort om tilskudsordningen:

Målgruppe:
Grundbeløbsværker dvs. kraftvarmeværker, der i dag modtager grundbeløb 1 eller 2 eller treledstarif.

Støtteintensitet: Op til 15 % af de støtteberettigede etableringsomkostninger

Krav:

  • Varmepumpen skal være eldrevet
  • Varmekilden skal være vedvarende energi eller overskudsvarme
  • Varmen skal erstatte fossile brændsler på anlæg uden for kvotesektoren
  • Det skal sandsynliggøres, at projektet kan gennemføres inden for to år

I tilfælde af at ansøgningernes ansøgte støttesum tilsammen overstiger de tilbageværende puljemidler for 2018, prioriterer Energistyrelsen mellem projekterne.

Læs mere på www.ens.dk/grundbeløb

Kontakt: e-mail: grundbeloeb@ens.dk

Michele Rosa, Energistyrelsen, tlf.: 33 92 38 56

Peter Bentzen, Energistyrelsen, tlf.: 33 92 75 22 

Kontaktpersoner

Ture Falbe-Hansen
Pressechef (+45) 2513 7846

Relaterede nyheder

Abonnér på Energistyrelsens nyheder

Tilmeld dig