Ny EUDP-strategi skal sende Danmark i front inden for energiteknologi

26. januar 2017

Det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram, EUDP, offentliggør i dag en ny strategi for 2017-19, som skal danne grundlag for nye støtteværdige projekter, der kan positionere Danmark i front på det globale marked for energiteknologi. Samtidig åbnes der op for ansøgninger om tilskud til nye projekter i 2017.

Den seneste evaluering af EUDP fra 2015 viser, at programmet bidrager til at skabe omsætning, eksport og arbejdspladser i danske virksomheder og fremmer videndeling. Med den nye strategi skærper EUDP sit fokus yderligere på at skabe konkrete og målbare effekter af de støttede projekter både kommercielt og inden for generering af ny viden.

Læs strategiens hovedpunkter her

Strategien skal bidrage til at opnå energipolitiske mål om sikker forsyning med ren energi og uafhængighed af fossile brændsler. Samtidig udgør udviklingen i Europa og globalt med bl.a. EU Kommissionens nye Vinterpakke og implementeringen af klimaaftalen fra Paris det helt rigtige afsæt for, at vækstpotentialerne for de danske virksomheder i energibranchen kan forstærkes og udnyttes yderligere.

De danske styrkepositioner går på en række teknologiområder hånd i hånd med den stærkt stigende efterspørgsel efter ny energiteknologi, og med det udgangspunkt bliver det et vigtigt pejlemærke for programmet, at EUDP er med til at sikre, at Danmark positionerer sig i front i kapløbet om det fremtidige globale marked.

”EUDP har et markedsnært sigte, og set i det lys støtter vi netop projekter, hvor der er et særligt godt match mellem den energiteknologiske løsning og det kommercielle potentiale på det globale marked. For at forløse potentialet fuldt ud kræver det, at de teknologier og virksomheder, som vi støtter, har de helt rigtige ingredienser. Med den nye strategi skal vi blive endnu bedre til at spotte disse projekter, når vi yder støtte, og den tjener samtidig som rettesnor for ansøgerne”, siger Thea Larsen, bestyrelsesformand i EUDP.

Fakta om den nye strategi

Strategien dækker perioden 2017-19 med øget fokus på:

  • Større, globalt perspektiv og kommercialiseringspotentiale
  • Virksomhedseffekter - jobs, omsætning, eksport, vækst
  • Fornyede vurderingskriterier for valg af støtteværdige projekter
  • Konkrete effektmål
  • Profilering af EUDP som program
  • Internationalt samarbejde.

Læs EUDP’s strategi for 2017-19 her

EUDP´s udbud 2017 og informationsmøde

EUDP har 173 mio. kr. til rådighed for nye projekter i 2017 og ansøgningsfristen er 29. marts 2017 kl. 12:00 CET. Udbuddets samlede materiale vil snarest blive offentliggjort her.

EUDP afholder et informationsmøde om udbud 2017 og den nye EUDP-strategi8. februar 2017 kl. 13:30 – 16:00i Energistyrelsen Øst, Amaliegade 44, 1256 København K. Program og information om tilmelding vil snarest blive offentliggjort her.

Fakta om EUDP

Det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP) blev oprettet ved lov i 2007. EUDP er en offentlig tilskudsordning, der på energiområdet støtter udvikling og demonstration af ny teknologi, som kan bidrage til at opnå Danmarks målsætninger inden for energi og klima og fremme udvikling af de danske erhvervspotentialer på området.

Siden programmets oprettelse er mere end 600 projekter blevet støttet med bevillinger på i alt 3 mia. kr. Deltagerne i projekterne har selv bidraget med et tilsvarende beløb.

EUDP har en uafhængig bestyrelse, som er udpeget af energi-, forsynings- og klimaministeren. EUDP’s sekretariat er en del af Energistyrelsen.

Læs mere om EUDP her

Læs Energi-, Forsynings- og Klimaministeriets pressemeddelse: "Ny EUDP-strategi: Danske projekter skal tage afsæt i global efterspørgsel".

Kontaktinfo

EUDP´s bestyrelsesformand

Thea Larsen
+45 2014 8929
tla@dgc.dk

EUDP’s sekretariat

Kontorchef Christian van Maarschalkerweerd

+45 2572 8296

cvma@ens.dk

Kontaktpersoner

Ture Falbe-Hansen
Pressechef (+45) 2513 7846

Relaterede nyheder

Abonnér på Energistyrelsens nyheder

Tilmeld dig