Ny stormflodsordning fremmer klimatilpasning
Forebyg skader på din ejendom - eller betal en større selvrisiko. Det er princippet i forslaget til ny stormflodsordning. Dermed fremmes klimatilpasning.
Den ny stormflodsordning skal give incitamenter til omkostningseffektiv klimatilpasning. Det fremgår af "Rapport om Revision af Stormflodsordningen", som udkommer i dag. Lovforslag forventes fremsat januar 2010.
Stormflodsudvalget anbefaler i rapporten, at stormflodsordningen videreføres med en række økonomiske og organisatoriske ændringer. En ny erstatningsmodel, hvor selvrisikoen forhøjes ved gentagne skader på samme adresse, giver et incitament til at forebygge skader. Det er fortsat kun hændelser, der sker sjældnere end hvert 20. år, der kan få erstatning. Ved stormflodshændelser, der sker sjældnere end hvert 50. år, anvendes laveste selvrisiko. Ordningen udvides til også at omfatte oversvømmelser fra vandløb og søer.
Omkostningseffektiv klimatilpasning er et af fire hensyn, som den nye model skal tilgodese. De andre drejer sig om fleksibilitet, finansiering og opbakning til ordningen. Klimatilpasning er omkostningseffektiv, når den økonomiske gevinst (de sparede skader) mere end opvejer omkostningerne. Tilpasningen kan ske både i forbindelse med placering af nybyggeri og ved anlæg af forebyggende foranstaltninger.
Klimaforandringernes betydning
Ifølge rapporten vil de sandsynlige, fremtidige klimaforandringer på længere sigt kunne få afgørende betydning for antallet og omfanget af stormflodshændelser, der rammer de danske kyster og dermed for stormflodsordningen. Med en tidshorisont på 20-30 år vil effekterne af klimaforandringerne dog ifølge udvalget "ikke være omfattende".
Det fremgår, at den samlede vandstandsstigning langs Danmarks kyster indenfor de næste 20 år med en vis sandsynlighed vil ligge indenfor intervallet 3-13 cm, med middelværdien 8 cm. Den samlede effekt af dels et generelt højere havniveau og dels højere maksimal vandstand i forbindelse med stormfloder er på et 20 års sigt +13-14 cm med et usikkerhedsinterval på minimum +/- 5 cm.
Hovedelementer i forslaget
Hovedelementerne i revisionen er følgende:
- Stormflodsordningen varetages fortsat af et Stormråd, hvor Klima- og Energiministeriet bliver nyt medlem.
- Al sagsbehandling lige fra taksation til erstatningsudbetaling overgår til det forsikringsselskab, hvor skadelidte er brandforsikret.
- Den obligatoriske årlige afgift, som alle betaler over brandforsikringen, øges fra 20 kr. til 30 kr. Statsgarantien fordobles til 400 mio.kr. Afgiften kan hæves midlertidigt fra 30 kr. til 40 kr., indtil træk på statsgaranti er tilbagebetalt.
- Teknisk opdeles i to særskilte ordninger: stormfald og stormflod med hver sin afgift og statsgaranti. Afgiften fordobles til 20 kr. for stormflod og er uændret 10 kr. for stormfald, i alt 30 kr. Statsgarantien fordeles ligeligt mellem de to ordninger.
- Stormflodsordningen udvides med skader forårsaget af ekstreme vandstande i indre vandveje (som vandløb og søer).
Baggrund for revisionen
Stormfloden i november gav med sine mere end 4.000 erstatningssager uacceptabelt lange sagsbehandlingstider på op til 1½ år for mange stormflodsramte familier, og ved udgangen af 2008 var stormflodspuljen stort set tømt. Derfor nedsatte økonomi- og erhvervsministeren stormflodsudvalget
Rapport om revision af stormflodsordningen, Klimatilpasningsportalen
Lisbeth Strandmark
Specialkonsulent
Center for Klima og Energiøkonomi
Tlf.: 33 92 68 19
lst@ens.dk
Povl Frich
Specialkonsulent
Center for Erhverv og Energieffektivitet
Tlf.: 25 65 02 46
pfr@ens.dk