To nye forsyningspligtbevillinger givet i Jylland

20. september 2013

Energistyrelsen har netop gennemført anden udbudsrunde, hvor to bevillinger til forsyningspligtig virksomhed blev udbudt. Jysk Energi og Energi Nord vandt bevillingerne i de to områder.

Energistyrelsen har gennemført anden udbudsrunde af bevillinger til forsyningspligtig virksomhed i to områder, der tidligere har været forsynet af Jysk Energi og Frederikshavn Forsyningspligt. I hvert bevillingsområde gives bevillingen til den virksomhed, som giver det laveste tilbud, og som samtidig opfylder en række generelle krav til teknisk og finansiel kapacitet.

Der er indkommet tre tilbud til bevillingsområdet Frederikshavn Forsyningspligt. Det billigste tilbud kom her fra Energi Nord, der med et tilbud om et vægtet tillæg på 2,445 øre/kWh vandt bevillingen. Bevillingen for Frederikshavn Forsyningspligt gælder fra den 1. oktober 2013.

Jysk Energi gav – som den eneste tilbudsgiver – et tilbud om et vægtet tillæg på 2,312 øre/kWh, på sit forsyningspligtområde, og vandt dermed bevillingen. Bevillingen gælder fra den 1. januar 2014.

I den nærmeste fremtid vil kunderne modtage et brev fra deres hidtidige forsyningspligtleverandør. Her vil de blive oplyst om udbuddet og samtidig få skitseret en række muligheder for, hvordan de i fremtiden kan købe deres el. De vil samtidig få at vide, at de kan søge oplysninger om produkter og leverandører på www.elpristavlen.dk.

Begge bevillinger udløber den 30. september 2014.

Kristine Bak

Chefkonsulent

Center for Forsyning

Tlf.: 3392 7564

bak@ens.dk

 

Frank Marcher

Fuldmægtig

Center for Forsyning

Tlf.: 22 29 02 75

fma@ens.dk

 

Kontaktpersoner

Ture Falbe-Hansen
Pressechef (+45) 2513 7846

Abonnér på Energistyrelsens nyheder

Tilmeld dig