Nye puljer til støtte af forsøgsmøller
Den 1. januar 2019 er åbnet to nye puljer til støtte af forsøgsmøller, der etableres inden for eller uden for de to nationale testcentre for store vindmøller ved Østerild og Høvsøre. Puljen for forsøgsmøller, der etableres inden for de national testcentre, lyder på 50 mio. kr., og puljen for forsøgsmøller, der etableres uden for de to nationale testecentre, lyder på 25 MW i 2019.
Forsøgsmøller uden for de nationale testcentre, der opnår tilsagn, modtager 2,27 øre/kWh fra puljen. Det svarer til det produktionsvægtede gennemsnit af pristillæggene for de vindende tilbud i det teknologineutrale udbud, der blev afholdt i slutningen af 2018 (læs nyheden om det teknologineutrale udbud her).
Forsøgsmøller inden for de nationale testcentre, der opnår tilsagn, modtager 2,98 øre/kWh, hvilket svarer til det højeste pristillæg blandt de vindende tilbud i det teknologineutrale udbud.
Tilsagn efter puljen for forsøgsmøller inden for de to nationale testcentre tildeles for en 3-årig periode, mens tilsagn efter puljen for forsøgsmøller uden for de to nationale testcentre tildeles for en 20-årig periode. For begge puljer gælder, at tildeling sker efter først-til-mølle-princippet med seneste ansøgningsdato den 18. november 2019.
Målet med de nye puljer i 2019 er at støtte og styrke vilkårene for forsøgsmøller i Danmark, og efter ønske fra industrien sker det gennem en differentiering mellem forsøgsmøller inden og uden for de to nationale testcentre. Det skal medvirke til at sikre den danske vindkraftbranches konkurrencedygtighed til gavn for danske arbejdspladser, eksport og klimaet.
Fakta
- Regeringen (Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti) og Dansk Folkeparti indgik den 26. september 2017 stemmeaftale om ny støttemodel for vind og sol i 2018 - 2019, herunder en særordning for forsøgsmøller på land.
- I februar 2018 besluttede parterne at ændre stemmeaftalen med tilføjelse af en særordning for forsøgsmøller uden for de to nationale testcentre for store vindmøller. Dermed er der aftalt to særordninger for forsøgsmøller på land.
Kontakt: Fuldmægtig Vilhelm Rothe tlf.: 33 95 43 93, jvr@ens.dk.